Nyvalgt folketingskandidat Christine Lundgaard lukkede Enhedslistens 20. årsmøde med en tale, hvor der både var plads til Nik & Jay, Bertholt Brecht og vores moderne socialisme.
Her kan du læse hele Christines tale. Du kan se den på Youtube
ved at trykke her.Kære vennerLad os slutte det her årsmøde med at sende en hilsen til Lars Løkke. Lars Løkke, han er godt nok kendt som en mand med et stort forbrug. Men nu er det jo ikke ens forbrug der gør én til en stor mand.
Ovre østpå er der et ordsprog der siger:
Når en lille mand kaster en lang skygge, så er det fordi solen er ved at gå ned.
Vi tør godt glæde sig over, at solen er ved at gå ned for den borgerlige regering i Danmark.
Og vi ved at når solen står op igen, så er den rød!
Det er der ikke så længe til, tror jeg. For når selv to popflødeboller som hip-hop´erne Nik & Jay har vendt de borgerlige ryggen, så er der nye tider på vej.
Vi har hørt et par gange her under årsmødet, hvad det er de synger. Men har I hørt efter?
De siger:
Jeg har tanker for ti, tænker ting itu
Jeg har trådt på andre, jeg har været jaloux
I 2001 stemte jeg på Anders Fogh
Men jeg ved bedre nu
- sådan synger Nik & Jay i deres finanskrise-sang.
At træde på andre, og være jaloux og grådig, det er liberalismens værdier.
Vi har nogle andre værdier. Røde værdier.
Det, socialisme handler omDet er en hård tid vi går i møde. En krisetid! Når krisen kradser, er det vigtigere end nogensinde at stå fast på vores kerneværdier. Vores stærkeste våben er Solidaritet. Solidaritet gør de mange svage, mere stærke end de få magtfulde. Solidariteten starter herhjemme. Mellem mennesker i vores egen hverdag.
Problemet er at vi er blevet hjernevasket til at glemme solidariteten. Hvad er det for en shampoo vi skal bruge for at vaske nyliberalismen ud af vores hoveder igen?
De sidste 8 år er vi blevet hjernevasket hver dag til at tro på, at egoisme og grådighed, de er en naturlov. Og at den naturlov styres af en selvkørende, usynlig hånd, vi ikke kan se og ikke kan ændre.
Alt det der, det er bare røverhistorier. Udviklingen er skabt af mennesker. Krig, arbejdsløshed, klimakatastrofer, det er alt sammen skabt af mennesker. Mennesker, der har haft magten til at styre udviklingen i den retning, der er god for DEM. Ikke for os der er de fleste.
Men den magt, de har, den er TILGÆNGELIG for os. Den kan vi vinde. Hvis vi tar den. Det er det socialisme handler om.
Vi har fire vigtige kampe lige foran os:• Til EU-valget i juni skal vi sikre, der bliver valgt kandidater, der vil slås for de sociale og faglige rettigheder, der er truet af EU´s nye traktat.
• Til efterårets kommunalvalg handler det om at skabe et rødt danmarkskort. Vi skal erobre pladser HELT ude i alle kroge af landet.
Lige fra borgmesterkontorerne i København til byrådspladserne i Lemvig, Nordfyn og Sønderborg, hvor det NETOP er lykkedes at stille røde kandidater op.
• Til klimatopmødet i København, hvor VORES aktivister skal sætte dagsordenen for et RØD og GRØN verden. 100 % økologi. 100 % vedvarende energi. En verden hvor det IKKE er de fattige lande der skal betale for de rige landes svineri.
• Og det er ikke et minut for tidligt at planlægge overenskomstforhandlingerne i 2010. Enhedslisten skal være med til at sørge for, at dem der har skabt krisen, ikke tørrer regningen af på arbejderne. Derfor skal vi arbejde som små bier i fagbevægelsen op til de private overenskomstforhandlinger til næste år. Enhedslisten bakker fuldt op om de tillidsfolk der i hele landet siger nej til at gå ned i løn. Som tillidsfolkene på Danish Crown, der går imod ledelsens plan om at barbere lønningsposerne med 20 %, mens de truer med at flytte produktionen.
Det bliver en kamp hver dag. Men det er vi ikke bange for at gi os i kast med. Sådan tror jeg vi alle sammen har det, efter det her supervellykkede årsmøde i weekenden, i Korsgadehallen på Nørrebro.
Mod, kløgt og snildeNørrebro er ligesom mange andre kvarterer i Danmark, et dejligt blandet kvarter. Folk på flugt er velkomne her. Folk fra andre lande er en del af vores rigdom, her i det danske samfund. Økonomisk og kulturelt. Da nazismen hærgede Europa, flygtede en af Hitlers indædte modstandere, forfatteren Bertolt Brecht, her til landet. Og slog sig ned i nærheden af Svendborg.
Der var nogen der sagde at Bertolt Brecht ikke ku skrive en eneste linje, uden at den var vendt mod kapitalismen. (så kan man jo være glad for, man aldrig har fået et kærestebrev fra HAM.)
Men Bertolt Brecht HAR faktisk peget på 3 af de gode kort, VI som socialister skal ha på hånden, når vi vil gøre vores drømme til virkelighed:
Det er Mod. Det er Kløgt. Og det er Snilde.
Det handler om Mod til at sige sandheden, selv om det ikke er god tone at sige den.
Det handler om Kløgt, til at ku SE sandheden, selv om der er nogen der prøver at feje den ind under gulvtæppet.
Det handler om at vi skal ha Snilde, til at få sandheden UD blandt folk.
Det er DET vi har gang i.
Det smilende ansigtKæmpe tillykke til os alle sammen med de 20 år. 20 år er ingen alder. Men vi fylder heller ikke BARE 20 år. Man ku også sige tillykke med de 100. For Enhedslisten vokser ud af en tradition og af kampe, som er mere end 100 år gamle. Det er snart 100 år siden, at feministen og arbejderlederen Marie Nielsen grundlagde den progressive venstrefløj, som for 20 år siden forenede sig og blev til Enhedslisten. Vi er bare et moderne ansigt på socialisme i dag. Vi er et åbent ansigt. Der smiler.
Men ingen skal ikke glemme, at vi også har en knytnæve.
God kamp og tillykke!