Det er helt absurd, når Karen Hækkerup mener, at kvaliteten af velfærden ikke handler om antallet af ansatte i den borgernære velfærd. Fyringerne i det offentlige skal stoppes, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
"Absurd." Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, der samtidig opfordrer regeringen til at sætte en stopper for fyringerne i det offentlige.
- Det er en temmelig mystisk påstand, at antallet af medarbejdere i børnehaver eller på plejehjem ikke er afgørende for at sikre en ordentlig omsorg. Selvfølgelig har det en betydning, om der er to eller tre pædagoger på stuen, eller om den ældre får et eller to besøg om ugen. Det mente Socialdemokraterne sådan set også inden valget.
- Det er i øvrigt en temmelig provokerende påstand over for de mange offentligt ansatte, der i forvejen knokler for at få hverdagen til at hænge sammen, at det ingen betydning har, om de bliver færre til at udføre det samme arbejde.
Johanne Schmidt-Nielsen opfordrer regeringen til at gribe ind overfor de mange fyringer:
- Regeringen er nødt til at få vendt udviklingen. Det burde ikke være socialdemokratisk politik at lade velfærden betale for krisen. Der er et hul i kassen, der skal lukkes, men det er da langt mere solidarisk at annullere de skattelettelser, som den tidligere regering gav til de rigeste danskere.
- Jeg synes, at regeringen skal huske på, at mange har stemt på dem, fordi de forventede, at en socialdemokratisk ledet regering ville værne om vores velfærdssamfund. De mennesker vil med god grund blive skuffede, hvis de oplever, at omsorgen og velfærden i stedet bliver ringere.
- Nedgangen i antallet af velfærdsarbejdere bliver endnu mere grotesk på en dag, hvor vi får at vide, at antallet af langtidsledige eksploderer. Vi fyrer altså offentligt ansatte og sender dem direkte ud i arbejdsløshedskøen. Det sker selvom vi ved, at det næsten er lige så dyrt for samfundet at have en sosu eller pædagogmedhjælper gående arbejdsløs som i arbejde.