Flere aktioner på vej

LO vil fortsætte aktionerne mod regeringen til september. Enhedslistens folketingskandidat Finn Sørensen fra Fagligt Ansvar opfordrer til landsdækkende tillidsmandsmøde.

Ifølge politiet protesterede mere end 40.000 personer på mod regeringens genopretningspakke på Christiansborg Slotsplads den 8. juni. Men det er kun begyndelsen.

Kampen fortsætter
Regeringen kan vente nye demonstrationer, når Folketinget åbner den 5. oktober, lover LO Storkøbenhavn.

Fagforeningen påpeger, at regeringens besparelser på 24 milliarder kroner stort set svarer til de skattelettelser, regeringen har givet de velstillede.

Det er fuldstændig urimeligt, at for eksempel dagpengemodtagere og studerende skal betale for dem. Derfor vil LO kæmpe videre.

Fagligt Ansvar foreslår tillidsmandsmøde
Den melding begejstrer netværket Fagligt Ansvar, der roser LO for at tage hovedrollen i demonstrationer mod genopretningspakken.

Sekretariatsmedlem Finn Sørensen, der er folketingskandidat for Enhedslisten og næstformand i 3F’s fagforening Industri og Service i København, håber på et nationalt tillidsmandsmøde.

 - Det kunne passende ligge den 29. september, hvor den Europæiske Faglige Sammenslutning har annonceret en fælleseuropæisk aktionsdag mod nedskæringer, siger Finn.

 - Tillidsmandsmødet kan så bruges til at forberede og mobilisere frem til en ny stor demonstration til Folketingets åbning den 5. oktober.