Økologi frem for regeringens "grønne vækst"

Regeringen taler om skattelettelser og "grøn vækst", men reelt er økologi en bedre løsning, mener miljøordfører Per Clausen. 

Per Clausen, fødevare- og miljøordfører for Enhedslisten, udtaler:

 - Miljøvismændene tøver ikke med at slå fast, at regeringens og DFs aftale om ”grøn vækst” vil føre til øget forurening, og at de samfundsøkonomiske gevinster er tvivlsomme. Desværre drager vismændene ikke den naturlige konsekvens af analysen ved at foreslå et brud med en politik, som blot vil effektivisere samme vareproduktion på en mere forurenende måde.

 - Miljøvismændene ser desværre udelukkende effektivisering og større landbrug som løsningen for dansk landbrug. De erkender slet ikke, at vejen til at løse dansk landbrugs økonomiske problemer er at øge værdien af de produkter, man sælger - f.eks. ved at omstille til økologi. På den måde skaber man større værdi i den danske landbrugsproduktion samtidig med at miljøproblemerne løses.

 - Der er brug for en både miljømæssig og økonomisk bæredygtig udvikling for dansk landbrug. Derfor skal der satses på økologisk landbrugsproduktion, som allerede nu klarer sig økonomisk bedre end det såkaldte ”konventionelle” landbrug. I stedet for bevidstløst at hælde penge ud til landbruget i form af skattelettelser, burde der bruges 500 millioner kroner om året til økologisk omstilling og til at sikre den offentlige efterspørgsel på økologiske varer.