Pind må forklare udtalelser om FN

Lars Løkke har valgt en udviklingsminister, der gentagne gange har sået tvivl om FN. Det undrer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Dagens omfattende ministerrokade bød på helt nye ansigter, men den udnævnelse, der vækker størst undren, gælder et velkendt.

Søren Pind er blevet udviklingsminister, selvom han ved flere lejligheder har angrebet FN, kaldt organisationen ”meningsløs” og en udemokratisk snakkeklub. Statsministeren tog på daværende tidspunkt afstand fra Søren Pinds udmeldinger.

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører, udtaler:

 
- Det er meget mærkeligt at udpege en udviklingsminister, som med sine udtalelser er i direkte strid med den danske holdning til FN, og hvis udtalelser Statsministeren tidligere har taget afstand til.

 - Store dele af dansk udviklingsbistand sker i samarbejde med FN og FNs organisationer. Så det er da et ganske stort problem, hvis den nye udviklingsminister fortsat ser FN som en meningsløs organisation.

 - Vi vil bruge første mulige lejlighed til i Folketingssalen at spørge Søren Pind, om han har ændret sin opfattelse af FN, eller om hans holdninger nu kommer til at være den gældende i regeringen. I så fald vil det være dybt skadeligt for Danmarks internationale omdømme.

 - Jeg er ærlig talt lidt bekymret for, hvordan Søren Pind vil håndtere sit første møde i FN, som han selv beskriver som ”airconditionerede, champagnesøbende diplomatbefængte kontorer”.


For yderligere kommentarer kontakt Johanne Schmidt Nielsen: 3337 5002