Små kunder betaler elselskabernes prisfest

Elpriserne er steget stærkt siden liberaliseringen i 1998. Det har især ramt de små kunder, og Per Clausen kræver nu, at regeringen griber ind.

I et svar til Per Clausen erkender klima- og energiminister Lykke Friis, at elpriserne er steget markant, siden markedet blev liberaliseret.

Det, der blev gennemtrumfet med ’konkurrencedygtige priser’ som argument, har medført det stikmodsatte: Før betalte forbrugerne alene det, som det kostede at producere strømmen. Nu betaler de desuden elselskabers store fortjeneste.

Prisstigningerne har social slagside
Mens vi i 1998 havde Europas billigste strøm, er i vi i dag på EU's top-ti over medlemslande med den dyreste. Den vilde forskel i pris kan hverken forklares med produktionsforhold eller grønne afgifter, men havner derimod direkte i elselskabernes lommer.

Gildet betales af de små kunder. De har i perioden oplevet prisstigninger på 107 %, mens storforbrugere har nøjedes ca. 60 %. Det er helt urimeligt, mener energiordfører Per Clausen.

 - Konsekvensen af el-liberaliseringen er, at små, almindelige kunder betaler for, at industrien fortsat har relativt lave priser. Det rammer især familier med en dårlig økonomi og har klart sociale konsekvenser.

Enhedslisten kræver prisindgreb
Vinderne i sagen er de få elselskaber, der dominerer markedet – DONG, Vattenfald og tyske EON – og de store virksomheder, der slipper med få prisstigninger. De små forbrugeres interesser varetager markedet ikke, og derfor er der brug for et indgreb, mener Per.

 - Jeg vil tage sagen op over for klimaministeren, men håber også på klare tilkendegivelser fra S, SF og R om, at der skal gøres op med den små kunders overbetaling, når vi får flertal efter næste valg.

 - Liberaliseringen er set fra den almindelige el-forbrugers synsvinkel blevet et dyrt bekendtskab. Derfor bør det overvejes, om vi ikke skal gå tilbage til en variant af det gamle ”hvile i sig selv princip”, slutter Per.

Han støttes af blandt andet professor Niels E. Meyer fra DTU, der hertil morgen på P1 tørt kommenterede regeringens barnetro på, at liberalisering altid medfører prisfald: 

 - Det undrer mig lidt, at politikere kan have en så naiv opfattelse af det kommercielle marked, for sådan fungerer det jo ikke i praksis.