En stor gruppe berørte patienter tropper i dag op på Christiansborg, hvor Per Clausen spørger sundhedsminister Bertel Haarder ud om respirator-skandale.
En overfyldt indbakke ventede, da sundhedsudvalgets sekretær i går kom tilbage fra påskeferie. Sundhedsordfører Per Clausen havde kaldt Haarder i samråd om den dødeligt lange ventetid på respiratorbehandling, og det havde vakt manges interesse.
Der var så mange tilmeldinger, især fra folk i kørestol, at samrådet nu er blevet flyttet til Landstingssalen.
Skandaløs ventetid
Anledningen til samrådet er de urimelige ventetider på Rigshospitalets respirationsafdeling. Op til 10 måneder må man vente på hjælp til en trække vejret, og det koster liv. I januar og februar alene er 11 mennesker blevet kvalt, mens de ventede på en respirator.
Indtil videre har sundhedsministrene slet og ret henvist til regionernes ansvar, men Per har bedt ham uddybe, hvordan han vil sikre, at regionerne faktisk løfter dette ansvar.
- Det er jo sundhedsministerens ansvar at sikre, at sundhedsvæsnets struktur fungerer, udtaler Per.
- Det gør den tydeligvis ikke, når regionerne ikke formår at sørge for, at alle deres borgere kan trække vejret.
Patienterne kæmper med os
De patienter, der netop nu står på ventelisten, er generelt så dårlige, at de ikke er i stand til at råbe op om deres sag.
Men mange andre patienter er også berørte, fordi de engang i fremtiden skal have respirator. Eller fordi de har vejrtrækningsproblemer, som kan give livstruende lungebetændelser, der kun kan blive behandlet kvalificeret netop på Rigshospitalets respirationsafdeling.
De har længe forsøgt at skabe opmærksomhed omkring sagen, og en stor del af dem møder op til samrådet i morgen. I den anledning har de medbragt over 1000 underskrifter, som de agter at overrække Bertel Haarder.
Vi holder vejret i spænding og håber på, at Haarder bryder med den borgerlige sundhedsminister-tradition og skrider til handling i sagen.