Udlændingepakke skaber andenrangsborgere

Regeringens forslag vil fastholde de svageste udlændinge i usikkerhed hele deres liv, mener udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Forslagene B 187 og B 188, der behandles i Folketinget i dag, vil blandt andet indføre et pointsystem, der gør det langt sværere at opnå permanent opholdstilladelse. 

 - Det vil skabe en gruppe andensrangsborgere, som hele deres liv kommer til at leve med færre rettigheder end deres naboer, fordi de ikke kan leve op til kriterierne for opholdstilladelse, udtaler Johanne.

De svageste sorteres fra
Pointsystemet stiller blandt andet krav til sprogkundskaber, fuldtidsbeskæftigelse og det, der diffust betegnes ”aktivt medborgerskab.” Desuden må ansøgeren ikke have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år.

I praksis er her tale om en banal sorteringsmekanisme, der sier de svageste fra, mener Johanne, for de svageste udlændinge har ingen jordisk chance for at optjene point nok til permanent opholdstilladelse. 

 - I forslaget hedder det, at udlændingen ”selv er herre over, om vedkommende opfylder betingelserne eller ej”. Man der er forskel på at ville og at kunne, understreger Johanne.

Indskrænkelse af demokratiet
Et af de erklærede formål med forslagene er at sikre, at nyankomne udlændinge deltager på lige fod i det politiske liv – men forslagene har stikmodsatte konsekvenser.

For det første indskrænkes adgangen til kommunal og regional valgret. For det andet bliver det muligt at udvise udlændinge, der er dømt på baggrund af lømmelpakke, uanset opholdets og straffens længde.

Det sidste betyder, at udlændinge kan udvises for at deltage i en fredelig klimademonstration eller en faglig blokade af en arbejdsgiver, der bruger underbetalt udenlandsk arbejdskraft.

 - Det et vanvittigt og et klokkeklart signal til udlændinge i Danmark om, at de ikke er velkomne. At de ikke må være med i fællesskabet, og t vi ikke ønsker, at de deltager aktivt i demokratiet, slutter Johanne.