Euroen befinder sig i dag i en situation, hvor finanskrisen har forstærket en tendens til, at euro-landene ikke ”går i takt” økonomisk set. Det er ellers forudsætningen for euroens sammenhængskraft – og dermed overlevelse på længere. Måden at sikre på, at landene skal gå i takt, er gennem den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt, som indeholder en række økonomisk stramme og skrappe krav.
Det første krav er, at den offentlige gæld ikke må overstige 60 procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Det andet krav er et loft på medlemsstaternes finanser, så budgetunderskuddet ikke må være større end 3 procent af BNP.Problemet er bare, at disse to krav – der skal sikre, at økonomierne går i takt – samtidig er en forhindring for at sikre velfærd skabe arbejdsplader og få gang i økonomien.
Derfor har man lige siden euroen indførelse indset, at en lang række lande har haft problemer med at overholde disse to krav. I 2005 valgte man at tage konsekvensen og give mere elastik i forhold til de to ovenstående krav. En tilladt undskyldning siden 2005 er nu, at det går den rigtige vej. Tilladte undskyldninger for at overskride grænsen på de 3 procents budgetunderskud er desuden (...) ”potentiel vækst, fremherskende konjunkturbetingelser” og politikker til fremme af forskning udvikling og innovation” samt (...) finansielle bidrag til at fremme international solidaritet eller bevare dem på et højt niveau og nå europæiske politiske mål, navnlig Europas forening (...) (Kilde: Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 22-23. marts 2005).
Denne ”elastik” indfører man for at gavne økonomien. Og det er jo godt. Problemer er bare, at man i samme øvelse undergraver fundamentet for euroens sammenhængskraft. Dette er en situation, der ikke kan fortsætte.
Der er fem måder at løse denne situation på:
1) Landene retter ind efter principperne i stabilitetspagten (i den skrappere og oprindelige udgave). Det vil løse euroens problem, men ikke de økonomiske og politiske problemer, som en række lande står over for. Ikke mindst i Sydeuropa, for eksempel Portugal, Spanien og Grækenland.
2) Man ”lader stå til” og fortsætter den nuværende udvikling i retning af ”mere elastik”. Dette scenarium vil betyde, at et eller flere lande på et tidspunkt ikke vil kunne se fordelene i at være med i euroen. Ellers som Jesper Jespersen professor i økonomi på Roskilde Universitet ord formulerer det: …den økonomiske udvikling imellem ØMU-landene [har] været meget uens. Så uens, at det ikke længere kan tages som givet, at medlemskredsen af ØMU-lande forbliver uændret i fremtiden”. (Jesper Jespersen, Ny Agenda-rapport: Dansk Valutakurspolitik i et EU-økonomisk perspektiv, side 8, december 2008).
3) Få mere mobilitet på arbejdsmarkedet samt lave ”strukturreformer” på arbejdsmarkedet. Mobiliteten dækker over, at hvis en region eller et land bliver ramt økonomisk - for eksempel med høj inflation(prisstigninger), der giver lavere konkurrenceevne, og dermed tab af jobs – så skal arbejdskraften kunne bevæge dig derhen, hvor jobbene er. Forbilledet er USA. Her er arbejdskraften meget mere mobil end i EU og Europa. Problemet er bare, at Europa og EU ikke er USA. I Europa er der en lang række barrierer, der gør, at dette ikke er muligt, ikke mindst sproglige barrierer. Strukturreformer dækker over, at det skal være muligt at have en mere ”fleksibel” løndannelse. Det vil sige, at i økonomiske krisetider, skal lønnen være lavere. Derved kan virksomhederne i det land, der er ramt af økonomisk krise, igen blive konkurrencedygtige. Forbilledet er igen USA, hvor der er lave lønninger. Mindsteløn – specielt høj mindsteløn – ses som en barriere for at skabe jobs. Prisen for euroen bliver i dette scenarium et nyliberalistisk samfund og en amerikanisering af arbejdsmarkedet.
4) Der indføres flere føderale midler til at kompensere de lande og områder, der bliver ramt som følge af at være med i euroen. Dette fungerer præcis på samme måde, som når der gives støtte inden for Danmarks grænser til et område som Lolland-Falster. Dette vil dog kræve væsentlig flere ressourcer og penge til EU, der i øjeblikket ”kun” bruger lige over 1 procent af EU-landenes bruttonationalindkomst (BNI). I USA er det føderale budget ca. på 20 procent af BNP. Samtidig vil det også kræve en langt større koordinering og centralisering af magt og beslutninger i Bruxelles. EU skal i dette scenarium have mere magt inden for skattepolitik, finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik. Der er dermed tale om at give den økonomiske overbygning (ØMU’en/euro’en) en politisk overbygning. En sådan politisk overbygning med ret til skatteindkrævning har tidligere gennem historien vist sig at være garant for, at en valuta-union kan overleve på længere sigt (Sverker Gustavsson: Hvad gør en europæisk monetær union, uden en parallel skatteunion, politisk holdbar?, i ”Danmark og ØMU’en – politiske aspekter”, Søren Dosenrode (red.) m.fl., Rådet for europæisk Politik, Systime, 2000). Prisen for euroen bliver i dette scenarium en føderal EU-superstat.
5) Som et sidste scenarium kan man forestille sig et blandingsscenarium, at ovenstående scenarier. Men da ingen af de fire ovenstående scenarier er særlig tiltrækkende – for nu at sige det mildt – for personer med en demokratisk, internationalistisk og rød-grøn tilgang, er dette ”pærevællings-scenarium” bestemt heller ikke at foretrække. Det vil bare være en sammenblanding af fire ingredienser, som man ikke kan lide i forvejen.
Ovenstående taler for, at kronen ikke skal afskaffes. Ved at beholde kronen har vi mulighed for at føre den økonomiske politik, der passer til den danske situation. Vi har mulighed for at bevare og udbygge den kollektive og solidarisk velfærd, der gælder alle, som er finansieret over skatten. Vi har bedre muligheder for at kæmpe for et godt arbejdsmarked – og imod en nyliberalistisk udvikling af samfundet. Og vi kan forsvare og udbygge demokratiet ved at sikre, at EU ikke tager endnu flere skridt i opbygningen af en udemokratisk, føderalistisk og centraliseret superstat. Det danske eksempel vil samtidig kunne inspirere andre mennesker og lande til at gøre det samme.