De fleste - også statsministeren - er enige om, at den internationale konflikt ikke længere handler om Muhammed-tegningerne. Statsministeren er også enig i, at ekstremister puster til ilden. Men så hører enigheden også op. Statsministeren afviser fuldstændigt at ekstreme ytringer fra Dansk Folkeparti spiller nogen rolle. Til gengæld er han ikke bleg for at kritisere ekstreme muslimer.
»Er statsministeren enig i, at det ikke alene er Jyllands-Postens tegninger, der har udløst protester fra muslimske kredse, herunder at de 11 ambassadører i deres henvendelse den 12. oktober 2005 nævnte flere eksempler på det, de opfatter som en smædekampagne mod islam og muslimer?«, spurgte Frank Aaen i onsdagens spørgetid i Folketinget.
Anders Fogh Rasmussen afviste pure, at tonen i udlændingedebatten, samt diverse udtalelser fra danske politikere kan ses som en del af baggrunden for den eskalerede vrede mod Danmark. Dette på trods af, at bl.a. udtalelser fra kulturminister Brian Mikkelsen og Louise Frevert fra støttepartiet Dansk Folkeparti blev udtrykkeligt nævnt i 11 muslimske ambassadørers brev fra december sidste år. Brevet ledsagede som bekendt en anmodning om et møde. En anmodning statsministeren afviste.
Statsministeren ville til gengæld erklære sig enig i, at konflikten ikke længere handler om de famøse profet-tegninger. Han gav udtryk for at situationen nu bliver udnyttet af ekstremister. Så var det Frank Aaens tur til at erklære sig enig, men da han efterfølgende spurgte Fogh om ikke Dansk Folkeparti er at regne blandt de ekstremister, der forsøger at drage fordel af den tilspidsede situation, hørte enigheden op. Statsministeren tyede derefter til en af sine yndlingsdiscipliner: at tale den om.
Vredens bæger
Frank Aaen sagde senere i debatten:
- Jeg synes, det er beklageligt, hvis statsministeren ikke evner at se, at tegningerne kun var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og langt ud over, hvad nogen af os kunne drømme om, og langt ud over, hvad der er behageligt og rart at se på, helt enig, men at det var en dråbe og ikke hele bægeret.
Overraskende nok, så kunne statsministeren godt medgive at der VAR et fyldt bæger. Han var blot uenig i hvad der var dråben; efter hans mening var det danske imamers rundtur til Mellemøsten, og ikke tegningerne.
Det store spørgsmål der nødvendigvis rejser sig oven på al denne bægerklang, er hvad der efter statsministerens mening har fyldt vredens bæger op. Svaret svæver i vinden. Statsministeren havde ikke et bud.
Udlændingedebatten, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti og den ulovlige Irak-krig var det i hvert fald ikke.