Åbningstale i regeringsgrundlagets tegn

Fre, 07/10/2011 - 11:58
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:

I går, hvor Folketinget havde åbningsdebat, stod gruppeformand Per Clausen for Enhedslistens åbningstale. Det helt store samtaleemne har efterfølgende været Enhedslistens stillingtagen til det regeringsgrundlag, som blev præsenteret i starten af ugen. Om dette sagde Per Clausen blandt andet:

- Regeringsgrundlaget markerer på flere områder et brud med de seneste 10 års umenneskelige og diskriminerende udlændingepolitik, hvor børn kunne opholde sig i årevis i flygtningelejre, og hvor det vigtigste var at holde mennesker ude af Danmark. Selvom fremskridtene er utilstrækkelige, så vil de få afgørende betydning for mange mennesker og medvirke til at skabe et helt andet politisk klima i Danmark.

Opgør med VKO-økonomi

Til gengæld bemærkede Per Clausen, at den nye regerings økonomiske politik kan være svær at skelne fra VKO's, og det kan man tilskrive Det Radikale Venstres indflydelse.

- De prioriterer tilsyneladende forsvaret for bankernes interesser og de riges skattelettelser højere end at skaffe penge til en bedre folkeskole eller at opfylde deres eget løfte om flere pædagoger i dagsinstitutionerne, konstaterede Per Clausen og slog samtidig fast, at der er brug for alle Enhedslistens tolv mandater, hvis det skal lykkes at gøre op med VKO's økonomiske politik.

Vi sælger ikke ud

Per Clausen kom også ind på, hvordan Enhedslisten vil forholde sig i de kommende forhandlinger om blandt andet finansloven.

- Jeg vil gerne sige det helt klart. Enhedslisten stiller ikke ultimative krav, men vi forudsætter, at der føres en politik, der skaber tusindvis af nye arbejdspladser og gør op med fattigdom og ulighed. For os er et opgør med kontraktpolitikken ikke det samme som et ophørsudsalg af valgløfter.

- Vi er indstillet på kompromisser og på at indgå aftaler, hvor vi ikke får vores politik igennem på alle områder, men vi kan ikke forestille os et eneste område, hvor en ny regering efter 10 år under VKO skal gennemføre nye forringelser.

 

Du kan se hele Per Clausens åbningstale her:

http://www.ft.dk/webtv/video/20111/salen/2.aspx?i=2011-10-06T16:59:06