2020-plan vil føre til forringet velfærd

Tirsdag, 8 maj, 2012 - 12:53 facebook twitter Udskriv

De rigeste slipper igen for kriseregningen, mens velfærden barberes, udtaler Frank Aaen, der dog roser fokuset på arbejdspladser og uddannelse.

- Enhedslisten er enige med regeringen om, at der skal skabes balance i budgettet i 2020, men 2020-planen fordeler byrderne skævt, fastslår finansordføreren. 

Fint fokus på arbejdspladser og uddannelse
Frank Aaen indskyder, at der også er positive punkter i planen.

- Det er positivt, at regeringen vil investere i uddannelse og øge beskæftigelsen, udtaler han.  

- Desværre fokuserer regeringen mest på at øge udbuddet af arbejdskraft via reformer. Men at flere står til rådighed for arbejdsmarkedet får jo ikke automatisk flere i arbejde. Uden nye job kommer de bare bag i arbejdsløshedskøen. 

Frygter forringelser af velfærd
Værre er det, at 2020-planen lægger op til, at lønmodtagere, arbejdsløse og mennesker med handicap skal betale for krisen, mens velhavende danskere kan se frem til skattelettelser. Og at velfærden kan blive barberet yderligere.

- Regeringen lægger op til en vækst i den offentlige service, som er lavere end under VKO. I en tid, hvor der bliver flere ældre, vil det medføre alvorlige forringelser af velfærden. Det er også helt i strid med regeringspartiernes valgløfter, påpeger Frank Aaen.

- Vi er helt uforstående over for, at det offentlige forbrug kun må vokse med 0,8 pct., mens den samlede økonomi skal vokse næsten tre gange så hurtigt. På almindeligt dansk betyder det, at regeringen vil have det private forbrug til at vokse tre gange så hurtigt som velfærden.

 

Person: 
Frank Aaen