Selv S og SF støtter regeringens forslag om at udvise alle kriminelle udlændinge. Det er komplet vanvittigt, mener Enhedslisten.
Selv mindre forseelser vil fremover føre til udvisning, hvis forslaget vedtages på fredag. Kun hvis internationale konventioner ”med sikkerhed” blokerer, kan udvisningen gøres betinget, hedder det.
På kant med menneskerettighederne
Bevisbyrden vendes altså om forstået på den måde, at kriminelle udlændinge må bevise, at en udvisning er konventionsstridig – ellers er det automatisk ud af landet.
Den form for lovgivning vil bringe Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, vurderer Institut for Menneskerettigheder.
Og for de udlændinge, der bliver i Danmark, gør reglerne også skade, påpeger retsordfører Line Barfod.
- Hvordan mon en ung mand, der begår en enkelt fejl som fx at bære kniv på et offentligt sted, vil opfatte det, når retten siger: ’Egentlig skal du udvises, det er kun internationale konventioner, der gør, at du får en betinget udvisning.’ Mon han vil føle sig ønsket i Danmark?
S og SF i slingrekurs
Line Barfod er fuldstændig målløs over, at et bredt flertal, inklusiv S og SF, agter at stemme for stramningerne.
- Ifølge dette lovforslag skal alle kriminelle udlændinge nu smides ud. Det er kun konventionerne, der sikrer en vis rimelighed. Det er komplet absurd, udtaler hun.
Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen påpeger, at sagen er endnu et udtryk for S-SF’s slingrekurs på udlændingeområdet.
- Da S og SF i november præsenterede deres pointsystem, slog Thorning fast, at nu var udlændingelovgivning stram nok. Der skulle være ro om reglerne fremover. Alligevel støtter S og SF nu strammere udvisningsregler, påpeger hun.
- Men jeg håber da, at de kommer i tanker om, hvad de mente for et halvt år siden, i stedet for at stemme ja sammen med regeringen på fredag.