Legetøj må ikke fremkalde kræft

Miljøstyrelsen har fundet kræftfremkaldende stoffer i 20 ud af 20 stykker legetøj. Enhedslisten foreslår lovindgreb.

Det er de såkaldte PAH’er – tjærelignende, blødgørende stoffer – der udgør problemet. De er kræftfremkaldende og mere udbredte end som så.

Farligere end forventet
Miljøordfører Per Clausen gjorde allerede opmærksom på risikoen for to år siden.

- Jeg tog sagen op allerede i 2009, men dengang afviste den daværende miljøminister at gøre noget med henvisning til, at der ikke fandtes PAH'er i legetøj i Danmark, siger Per Clausen.

Det har nu vist sig at være lodret forkert. Miljøministeriets undersøgelse viser, at kræftfremkaldende stoffer er helt almindelige i legetøj.

Ingen regler for legetøj
På baggrund af de nye tal vil Enhedslisten tage sagen op igen, og Per Clausen håber, at der denne gang vil være lydhørhed.

- Det er jo helt uacceptabelt, at kræftfremkaldende kemikalier findes i børneprodukter, der sælges i Danmark, udtaler Per Clausen.

- Derfor vil vi fremsætte et forslag om et forbud mod PAH'er i legetøj, når Folketinget samles igen.

Et forbud vil falde på et tørt sted. Lige nu er der nemlig ingen lovgivning for legetøjsområdet overhovedet.


Læs mere på BT’s hjemmeside.