Nedlæggelse af regionerne er udenomssnak, mener Enhedslistens sundhedsordfører Per Clausen.
- Ved at gøre nedlæggelse af regionerne til en hoveddebat op til Venstres sommergruppemøde vil Lars Løkke fjerne opmærksomheden fra, at regeringens økonomiske politik er i frit fald med recession og stigende arbejdsløshed, udtaler Per Clausen.
- Nedlæggelse af regionerne vil ikke løse nogle problemer eller spare penge. Sygehusene skal stadig administreres, og Enhedslisten er imod, at den demokratiske kontrol med sygehusene og sundhedssektorens prioriteringer reduceres, fortsætter Per Clausen.
- I stedet for at nedlægge regionerne burde regionerne styrkes med mulighed for at have en selvstændig økonomi, og ved at en række opgave inden for særomsorg, genoptræning, miljøkontrol mv. flyttes fra kommunerne og staten over i regionerne, slutter Per Clausen.