Overlad ikke politik til økonomer

I sin tale på det politiske folkemøde på Bornholm advarer Per Clausen mod at lade krisen løse af de finansielle markeder, der skabte den.

- EU's og de finansielle markeders undergravning af demokratiet burde være hovedemnet på folkemødet. I stedet proklamerer visse politikere fælles front mod journalister, der "forfølger” politikere, fastslog Per Clausen.

- Det bliver uden Enhedslisten, for vi opfatter medierne som allierede i kampen mod magtmisbrug, hykleri og pamperi.

Politik er en vigtig sag
Enhedslisten har i den seneste tid sat fokus på fordækt partistøtte og enorme ministerpensioner. Begge dele bekræfter mundheldet om, at politik er for vigtig en sag til, at den kan overlades til politikere.

Men den kan heller ikke overlades til de finansielle markeder, bankøkonomerne og EU, understregede Per Clausen.

- De ansvarlige for krisen skal ikke sætte rammerne for vores økonomiske politik. Og bankøkonomerne skal ikke forklare den "nødvendige" politik, som var de nutidens orakler.

Flere job - mindre forbrug
Nødvendigt er det til gengæld at skabe flere arbejdspladser, men ikke over en bred kam, for vi bliver samtidig nødt til at forurene mindre.

- Derfor har vi fremlagt en plan, der kan skabe mellem 50.000 og 60.000 nye job hvert år de næste fem år og samtidig reducere vores energiforbrug. De ekstra hænder skal nemlig udbygge vedvarende energikilder, kollektiv trafik og omlægge vores fødevareproduktion til økologi, forklarede Per Clausen.

- Dem, der alligevel ikke får et job, skal behandles med respekt. Derfor kræver Enhedslisten ret til uddannelse for arbejdsløse og garanti for, at mennesker, der gør alt for for at få et arbejde, ikke bliver smidt ud af dagpengesystemet.