Johanne Schmidt-Nielsen raser over Dansk Folkepartis forslag om at sende asylansøgere ud af Danmark, mens deres asylsag behandles.
Integrationsordføreren kalder forslaget om at holde asylansøgerne i deres eget nærområde "helt ude i skoven".
Afledningsmanøvre
- Forslaget er forvrøvlet, for Danmark og Europa er jo faktisk nærområde for flygtninge fra f.eks. Nordafrika. Så jeg ved ikke, hvor Peter Skaarup vil sende de flygtninge hen, udtaler Johanne Schmidt-Nielsen.
- Men det, vi ser, er jo nok bare panik-Pia i aktion. Hun tror åbenbart, at danskerne glemmer efterløns- og dagpengeforringelserne, hvis hun igen trækker udlændingekortet, men der tror jeg, at hun tager fejl.
Danmark skal løfte sin del
- Det er i forvejen nærområderne, der tager langt størstedelen af flygtningene. Derfor er det helt urimeligt at ville læsse flere byrder over på dem, påpeger Johanne Schmidt-Nielsen.
- Danmark skal også være med til at tage ansvar for mennesker der flygter fra krig og undertrykkelse, fastslår hun.
Enhedslisten har flere gange peget på det urimelige i, at lande som Grækenland må løfte en meget stor del af asylopgaverne, alene fordi asylansøgere fra fx Afrika ankommer dertil først. Opgaverne bør i stedet fordeles på baggrund af de europæiske landes størrelse og kapacitet.