Angreb på græske stålarbejdere er afskyeligt

Onsdag, 18 juli, 2012 - 22:52 facebook twitter Udskriv

Enhedslisten fordømmer de angreb på strejkende, der fandt sted, da kampklædt græsk politi i morges stormede blokaden på Elliniki Halivurjia stålværket udenfor Athen.

Stålværket har været blokeret af arbejderne i over 300 dage i protest mod krav om lønnedgang og øget arbejdspres.

Vold er uacceptabelt

EU-ordfører Nikolaj Villumsen, der i disse dage er i Grækenland for at deltage i det Europæiske Venstre Sommeruniversitet, fordømmer politiets angreb på stålarbejderne. 

- At den nye græske regering nu må ty til vold for at gennemføre den EU-dikterede nedskæringspolitik, bør give EU-eliten noget at tænke over, mener han. 

- Den økonomiske krise i EU kan selvfølgelig ikke løses ved at undergrave de faglige rettigheder. Tværtimod vil denne politik medføre yderligere social uro og frustration hos de kriseramte befolkninger. 

Det forlyder, at 12 strejkende stålarbejdere er blevet anholdt og 3 indlagt på hospitalet.

EU's nedskæringspolitik gør ondt værre

Dagens sammenstød med politiet er et symptom på den tilspidsede situation i Grækenland og Spanien. Det understreger behovet for en anden politik, der beskatter de rigeste og finansmarkederne i stedet for at fortsætte forringelserne for lønmodtagere og arbejdsløse. 

- EU's nedskæringspolitik har kun gjort den økonomiske situation i medlemslandene endnu dårligere og medført social uro, fastslår Nikolaj Villumsen.

- Siden Grækenland blev underlagt det såkaldte memorandum fra EU og IMF i 2010, er lønniveauet faldet med 32 pct. i den private sektor og 60 pct. i den offentlige sektor. Samtidig er arbejdsløsheden eksploderet til knap 22 pct, og den offentlige gæld øget til 165 pct. af landets BNP - selvom målsætningen fra EU var en nedbringelse af gælden.

I løbet af dagen har tusinder af demonstranter samlet sig foran fabrikken i solidaritet med de strejkende. Fra den danske strejkestøttekomite, som Enhedslisten er en del af, har stålarbejderne indtil videre modtaget over 225.000 kr . 

Emner: