Lovgivningen vedrørende transkønnedes rettigheder trænger til et eftersyn, siger sundhedsordfører Stine Brix.
Sagen om 15-årige Caspian, der har fået fjernet sine bryster, skabte overskrifter i dagene op til efterårsferien. Enhedslisten mener sagen bør give anledning til at se lovgivningen om transkønnede efter i sømmene.
Det siger Stine Brix, sundhedsordfører for Enhedslisten. Hun påpeger, at hele baggrunden for sagen er, at Caspian bliver afvist af Sexologisk klinik.
– Det viser, at vi har et problem i Danmark ift. transkønnede unge og børn, som ikke har nogen steder at gå hen. Og som derfor tvinges ud i private løsninger, siger Stine Brix.
Spørgsmålet om operation må være op til en konkret vurdering, understreger hun. Men gør også opmærksom på, at det også kan være risikabelt ikke at operere og dermed tvinge folk til at leve flere år med en "forkert" krop. En tilstand, der for mange transkønnede fører til depressioner og selvmordstanker.
– Der er ikke nogen universalløsninger, men i andre lande vælger man f.eks. at udsætte puberteten vha. hormoner og dermed sikre transkønnede børn og unge flere år at overveje deres køn i, påpeger hun.
Ifølge Stine Brix mangler Danmark helt generelt tilbud og ekspertise ift. transkønnede for at kunne leve op til de internationale, faglige standarder på området. Enhedslisten fremsatte derfor allerede i 2007 forslag om at sikre transkønnede bedre rettigheder.
– Sagen om Caspian viser, at det er på høje tid, disse forslag bliver ført ud i livet, afslutter hun.
Her kan du læse vores tidligere forslag om forbedring af rettigheder for transkønnede.