Brug for billige studieboliger
Rekordmange unge har i år søgt ind på et studium, og det medfører et akut behov for flere billige ungdoms- og studieboliger, mener uddannelsesordfører Rosa Lund. Hun har et udspil klar.
Her og nu indkalder Enhedslisten boligminister Carsten Hansen til en forespørgselsdebat om emnet.
Boligministeren må på banen
Hvis folk skal sikres billige studieboliger fremover, må initiativet komme fra toppen, mener Rosa Lund.
- Når vi kigger ude i kommunerne, kan vi se, at det kun er 20 pct. af dem, der har en ungdomsboligpolitik, udtaler hun.
- Det tyder på, at vi bliver nødt til at tage noget ansvar herinde på Christiansborg, siger Rosa Lund.
Bedre lånemuligheder og indflydelse på byggeri
Uddannelsesordføreren peger selv på en række konkrete initiativer, der kan gøre forholdene bedre.
Fx skal unge kunne optage statsgaranterede lån til boligindskud i perioder med mangel på studieboliger, og de unge skal inddrages, når der bliver bygget nye studieboliger.
- De mennesker, som skal bo i boligerne, skal selvfølgelig også være med til at bestemme, hvordan de udformes, fastslår Rosa Lund.
Det er ikke blot repræsentanter for de studerendes fagforeninger, der skal lyttes til, men også handicaporganisationer, så unge med handicap også får mulighed for at bo med jævnaldrende på almindelige kollegier.
