Enhedslisten: Drop fleksjobforhandlingerne med højrefløjen
Nu må Mette Frederiksen opgive sin reform, siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen, der dog stadig er parat til at forhandle førtidspension og fleksjob med udgangspunkt i det oplæg som S, SF og R kom med før valget.
Baggrunden for Finn Sørensens udmelding er Radio 24/7´s afsløring af, at LO-ledelsen igen er blevet underkendt af baglandet. Forbundene mener, at LO er gået alt for vidt i forhandlinger med DA om fleksjobbernes løn.
- Aftalen mellem LO og DA viser, at reformen er endnu værre, end vi først troede. Den handler ikke kun om, at fleksjobbere skal konkurrere om deltidsjobbene med fuldt arbejdsføre personer. De skal åbenbart arbejde for en endnu lavere løn end overenskomstens deltidsregler.
- Det er rigtig godt, at forbundene har sagt nej til LO´s aftale med DA. Reformen kan ikke gennemføres, hvis arbejdsmarkedets parter ikke er enige om fleksjobbernes løn og arbejdsvilkår. - Efter LO forbundenes afvisning af aftalen med DA vil jeg indtrængende opfordre Mette Frederiksen til at droppe forhandlingerne med højrefløjen om forringelser af førtidspension og fleksjobsordningen.
- Mette Frederiksen har en oplagt mulighed for at gribe knoglen og ringe, så vi kan få gang i konstruktive forhandlinger med Enhedslisten. Her er det oplagt at tage udgangspunkt i det forslag, som de tre regeringspartier selv kom med før valget.
