Enhedslisten stemmer for humanitær aktion i Libyen

Fredag, 18 marts, 2011 - 22:51 facebook twitter Udskriv

Ved en folketingssamling sent fredag aften gav Enhedslisten sin støtte til den FN-støttede aktion, der har til formål at beskytte civilbefolkningen i Libyen.

Nedenfor følger Frank Aaens ordførertale afholdt i Folketinget. Desuden kan du læse mere om baggrunden for Enhedslistens beslutning her.

Franks Aaen ordførertaler ved folketingsbehandlingen
(Det talte ord gælder)

Jeg vil ikke lægge skjul på, at den beslutning vi skal træffe i dag, har været én af de sværeste beslutninger jeg har været med til at tage i de år jeg har siddet i folketinget.

Jeg er indædt imod krig og vold. Krig ødelægger og nedbryder lande – både socialt, økonomisk og menneskeligt og det kan tage generationer at læge skaderne. Erfaringerne fra Irak og Afghanistan taler deres tydelige sprog. 

Men der er situationer, hvor ønsket om at redde menneskeliv, vejer tungere end modviljen mod militært engagement.

I Rwanda så vi hvordan verden passivitet overfor folkemordet betød at op mod en million mennesker blev massakreret. Senere oplevede vi folkemordet i Darfur.

Det var på den baggrund, at Enhedslisten for nogle år siden traf den beslutning, at vi kan støtte militære aktioner, hvor det gælder om at forhindre folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Men vi har holdt fast i at nogle klare forudsætninger skal være opfyldt.

For det første skal alle andre veje have været prøvet. For det andet er det afgørende, at FN har givet sit klare mandat.

Det var blandt andet derfor at Enhedslisten entydigt afviste de folkeretsstridige krige i Afghanistan og Irak.

I Libyens tilfælde er situationen en anden.

Det er oplagt, at tiden var ved at rinde ud. Sanktioner og internationalt pres havde ikke stoppet Gadaffis brutale fremfærd.

Og der foreligger et klart FN-mandat, der understreger, at formålet med operationen er humanitært. Og at man går efter en våbenhvile, og en forhandlet løsning på konflikten.

For målet med en aktion må være at åbne mulighed for at libyerne selv kan afgøre deres fremtid og fortsætte deres kamp for demokrati uden at blive bombet sønder og sammen.

Derfor er det også helt afgørende for Enhedslisten, at den libyske opposition selv har bedt om international indgriben og at landene i regionen ligeledes støtter FN-aktionen.

Endelig har det vejet tungt, at udviklingen i Libyen vil have stor betydning for foråret i Mellemøsten. Lykkes det Gadaffi, at drukne oprøret i blod, vil det være en inspiration for andre trængte diktatorer til at gå til det yderste for at stoppe demokratibevægelserne i deres lande. 

På trods af alt dette har vi i Enhedslisten haft store bekymringer ifht. at støtte aktionen.
Først og fremmest er vi meget bekymrede for, at et fly-angreb på Libyen vil medføre mange civile ofre.

Derfor har vi tidligere i dag sagt, at før Enhedslisten kan tilslutte sig, så skal en række forudsætninger være opfyldt.

1. Der skal være en garanti for at den militære indgriben stoppes, hvis Gadaffis regime accepterer en våbenhvile og indstiller sine angreb.
2. Der skal være en garanti for at FN-styrkerne tager det allerstørste hensyn til civilbefolkningen, og f.eks. ikke bomber civile mål.
3. Og der skal være en garanti for fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder kontrollen med landets olieressourcer

Efter behandlingen her i Folketingssalen og i forsvarsudvalget mener jeg at have fået klare tilkendegivelser fra regeringen om at disse forudsætninger er opfyldt.

Udenrigsministeren har overfor mig tilkendegivet, at målet med aktionen er at beskytte civilbefolkningen, og at man vil undgå civile ofre.

Ministeren har også tilkendegivet at hvis Gadaffi-regimet stopper deres angreb og indvilger i en reel våbenhvile, så vil de militære angreb på Libyen blive indstillet, og fokus vil blive lagt på en forhandligsløsning understøttet af FNs særlige udsending.

Endelig er det klart tilkendegivet, at målet med operationen ikke er at sætte sig på Libyens olie, og at det libyske folks suverænitet vil blive respekteret hele vejen igennem.

Jeg kan derfor meddele, at Enhedslisten giver sin støtte til operationen.

Jeg vil dog gerne understrege, at vi vil holde regeringen fast på disse tilkendegivelser. Brydes de og bliver den militære indsats i Libyen i modstrid med dem, vil vores støtte til aktionen bortfalde og vi vil kræve de danske militære bidrag trukket tilbage.

 

Person: 
Frank Aaen