Første skridt i opgøret med VKOs udlændinge- og retspolitik

Enhedslisten har i dag afsluttet finanslovsforhandlingerne med regeringen og Liberal Alliance på rets- og udlændingeområdet. 

Aftalen indebærer bedre forhold til asylansøgere, en hævning af den kriminelle lavalder til 15 år, en lempelse af knivloven, afskaffelse af skærpet toldkontrol og en undersøgelse af lømmelpakken. 

"Vi er langt fra i mål. Der ligger mange rets- og udlændingepolitiske slagsmål forude de næste 4 år. Med den her aftale er vi nået et skridt nærmere opgøret med ti års kulsort rets- og udlændinge politik", siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Asylansøgerne skal ud af centrerne

"Syltekrukker der tager årevis er der alt for mange af på Christiansborg. Derfor har det været helt afgørende for Enhedslisten at få sat en deadline for hvornår loven om familiesammenføring skal ændres, og for hvornår asylansøgerne, herunder de afviste, kan komme ud af asylcentrerne ", siger Johanne Schmidt-Nielsen.

"Vi er ikke tilfredse før at asylansøgerne er ude af centrerne. Og de børn som er forhindret i at leve med deres forældre her i Danmark pga. af familiesammenføringsreglerne igen har mulighed for at leve et familieliv. Vi har fået sat klarere deadlines og forpligtet regeringen til at udarbejde lovgivning og reglerne på området sammen med Enhedslisten ", siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Regeringen er nu forpligtet til, at ændre loven for familiesammenføring for børn i marts 2012. Og forpligtet til at få udarbejdet en samlet løsning for hvordan asylansøgerne skal ud af centrerne sommeren 2012. Samtidig har de forpligtet sig til at lovgivningen på disse områder skal laves sammen med Enhedslisten. 

Lømmelpakken skal undersøges

Det har også været et centralt krav fra Enhedslisten, at lømmelpakken skal underkastes en kritisk undersøgelse, hvor det bl.a. skal undersøges hvorvidt den udvidede brug af administrative anholdelser indskrænker forsamlingsfriheden.

"Vi er glade for, at vi har fået regeringen til at se på lømmelpakken. Det hører ikke hjemme i en retsstat, at folk som intet galt har gjort bliver tilbageholdt på jorden i timevis en iskold vinter, som vi oplevede det under klimatopmødet. For Enhedslisten er det målet at lømmelpakken skal afskaffes", siger Johanne Schmidt Nielsen. 


Fakta om aftalen

Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance vil fra 2012-2015 afsætte midler for at få en bedre balance i rets- og udlændingepolitikken. Aftalen indebærer blandt andet:

  • Sænkningen af den kriminelle lavalder blev gennemført stik imod alle anbefalinger. Derfor annulleres sænkningen af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år, så den kriminelle lavalder hæves fra 14 til 15 år.
  • Aftaleparterne drøfter en revision af reglerne om familiesammenføring af børn, når den igangværende gennemgang af Danmarks internationale forpligtelser på udlændingeområdet er tilendebragt.
  • Aftaleparterne konstaterer, at regeringen vil tilbyde asylansøgere bedre mulighed for at arbejde og bo uden for asylcentrene efter 6 måneder. Der nedsættes et hurtigt arbejdende embedsmandsudvalg, som hurtigst muligt og med henblik på politisk beslutningstagen inden sommeren 2012 skal komme med konkrete anbefalinger til udformningen af den konkrete model for tilbuddet om udflytning fra asylcentrene.
  • Der afsættes midler til en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret toldkontrol.
  • En række unødige overvågnings- og kontrolinitiativer på bl.a. familiesammenføringsområdet begrænses og målrettes.
  • Der igangsættes en undersøgelse af Lømmelpakken.