Journalistisk referat af Enhedslistens Hovedbestyrelsesmøde 5. november 2011.
Af Lars Hostrup Hansen, medlem af Hovedbestyrelsen
Med lange og nysgerrige blikke tog pressen pænt imod Enhedslistens Hovedbestyrelse (HB), der havde sat hinanden stævne til møde lørdag den 5. november i Valby ved København. Årsagen til pressens lange blikke skyldtes den spændte situation omkring Enhedslistens position i forhold til næste års finanslov. Finansloven, og hvilket mandat folketingsgruppes nedsatte forhandlingsudvalg, skal have med til forhandlingerne blev da også et helt centralt debatemne på lørdagens møde.
Efter den indledende konstituering fik Enhedslistens finanspolitiske ordfører, Frank Aaen, ordet og lagde op til det, der skulle vise sig at blive en livlig diskussion. Frank orienterede om de forhandlinger, der så småt er gået i gang og hvordan Enhedslisten indtil videre har stillet sig i forhandlingerne. De mange krav og gode råd, der var kommet ind fra afdelinger, fagforeninger og mange andre blev også nævnt og fremhævet som et godt og demokratisk skridt for Enhedslisten.
Efter Franks oplæg var ordet frit, og medlemmerne af HB havde meget på hjerte. En grundig debat udspillede sig, hvor alle synspunkter og scenarier blev drøftet. Debatten endte med, at HB vedtog at give forhandlingsudvalget en nyt og opdateret mandat til at fortsætte forhandlingerne. Mandatet indeholder de krav Enhedslisten vil kæmpe hårdt for at få gennemført. Rettesnoren for kravene er; forbedrede forhold for arbejdsløse og sygemeldte, afskaffelse af fattigdom, mere lighed i samfundet, bedre offentlig velfærd, opgør med udlicitering og privatisering, indgreb overfor finanssektoren samt initiativer, der skal fremme den grønne omstilling i samfundet. Mandatet blev vedtaget i enstemmighed.
Et særligt tema på HB-mødet var den internationale situation. Nikolaj Villumsen og Anders Hadberg lagde op til diskussion. Oplæggende handlede om den alvorlige økonomiske krise i Europa og hvilke løsninger, eller mangel på samme, EU har på problemerne. Selvom der ikke var lagt op til nogle beslutninger, var diskussionslysten stor. Mange indlæg havde fokus på hvilke opgaver og forpligtelser, der påhviler venstrefløjen i Europa i den kommende tid. Andre indlæg gik i dybden med den økonomiske krise og hvorfor kapitalismen er kommet ud på så dybt vand.
Enhedslisten er en organisation med vokseværk. Derfor var der på HB-mødet også fokus på flere nye ansættelser i partiet. Efter en debat om formål og opgaver for de nye ansættelser, blev det besluttet, at der skal ansættes tre nye organisationssekretærer og en international sekretær. De nye ansættelser får dels som opgave, at opbygge og styrke organisationen og afdelingerne i en væksttid, og dels styrke det internationale arbejde.
De første forberedelser til årsmødet i 2012 er så småt gået i gang. Derfor besluttede HB, at nedsætte en såkaldt Praktisk Årsmødegruppe, der skal stå for de praktiske forberedelser af årsmødet. Årsmødet i 2011 besluttede, at temaerne skulle være strategidebat, boligskattepolitik samt FN og militære aktioner. HB-mødet besluttede, at der ikke var plads til flere temaer på årsmødet i 2012.
Af andre punkter på dagsorden skal det nævnes, at det blev besluttet, at der oprettes en arbejdsgruppe med henblik på det kommende kommunalvalg. Derudover drøftede HB-mødet også organisations økonomi, oprettede af en ny afdeling på Langeland og evaluerede dagens møde.