Folkepensionens grundbeløb skal ikke forringes

Søndag, 17 juni, 2012 - 10:12 facebook twitter Udskriv

 

 

I deres udspil til en skattereform foreslår regeringen en række ændringer af folkepensionen. Blandt andet ønsker regeringen at sænke folkepensionens grundbeløb med 17.100 kroner om året mod at hæve pensionstillægget tilsvarende.

Det forslag afviser Enhedslisten, selv om intentionen er, at de rigeste folkepensionister skal have lidt mindre.

- Vi har regnet grundigt på regeringens forslag, og vi mener ikke, at de pensionister, som bliver ramt af det her, kan betegnes som rige, forklarer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens beregninger påviser blandt andet, at regeringens forslag vil ramme gifte folkepensionister, der har en indtægt på 14.800 kroner om måneden før skat.

Tryghed om folkepensionen

For Enhedslisten er det uhyre vigtigt, at pensionisternes livsgrundlag ikke er noget, der pludselig kan rykkes rundt på og for nogles tilfælde forringes mærkbart.

- Vi synes, det er afgørende, at der er tryghed om folkepensionen. Vi mener, at folkepensionens grundbeløb er en vigtig brik i vores velfærdssystem, forklarer Johanne Schmidt-Nielsen, som til gengæld kæmper hårdt for at hjælpe de mindst bemidlede ældre.

- I Enhedslisten arbejder vi benhårdt for at give de fattigste folkepensionister et økonomisk løft, siger Johanne Schmidt-Nielsen og nævner en forøgelse af ældrecheckens beløb som en mulig vej.