Forbrydelse skal ikke betale sig for kommunerne

Tirsdag, 31 juli, 2012 - 13:37 facebook twitter Udskriv

Kommuner kan spare penge på at tage hjælp fra borgere, selv når det er ulovligt og ikke holder til en ankesag. Det udgør et kæmpe retssikkerhedsproblem, som skal løses, fastslår handikapordfører Stine Brix.

Det aktuelle eksempel er sagen om 31-årige Line Myrup med muskelsvind, der får frataget en stor del af sin handikaphjælp af Horsens kommune, selvom hendes behov for hjælp på ingen måde er blevet mindre end tidligere.

Kommunerne beholder byttet
At Line Myrup formentlig vil vinde en ankesag, spiller principielt ingen rolle for kommunen. For de vil stadig have sparet penge på sagen.

- En ankesag kan tage 6-8 måneder, og mens den står på, gælder kommunens beslutning. Det vil i Lines tilfælde sige, at hun står uden hjælp, og at hendes liv falder fra hinanden, forklarer Stine Brix.

- De penge, som kommunen sparer i de måneder, får de lov at beholde, også selvom de taber ankesagen. I sådanne sager får borgeren ikke en krone i erstatning.

Lovgivningen skal ændres
Lines sag er desværre ikke enestående. Muskelsvindfonden beretter, at der bliver flere og flere af dem. Kommunerne sparer, hvor de kan – også når det er i strid med loven og går alvorligt ud over borgerne.

- Lige nu er reglerne skruet sammen, så det betaler sig for kommunerne at bryde loven. Det skal vi ændre på. Ellers har borgere med behov for hjælp ingen retssikkerhed overhovedet, fastslår Stine Brix.

- Konkret foreslår vi, at de penge, kommunerne sparer ved det her trick, skal afleveres, så det økonomiske incitament til lovbrud forsvinder. Nogle af pengene kan gå til erstatning til borgeren, andre til en pulje til gratis retshjælp. Og i alvorlige sager som Lines skal borgeren selvfølgelig beholde sin hjælp, mens sagen kører.


Se TV2 Nyhedernes indslag om sagen. 

Person: