Forbyd brugen af livsfarlig benlås
Fængslernes brug af benlås kan være i strid med de internationale konventioner mod tortur og forårsaget flere dødsfald. Enhedslisten vil derfor forbyde proceduren.
En arbejdsgruppe under Kriminalforsorgen har konkluderet, at den livsfarlige brug af benlås er nødvendig i de danske fængsler. Men problemet er snarere massiv overbelastning af fængslerne og manglende efteruddannelse af de ansatte, mener retsordfører Pernille Skipper.
Livfarlig procedure
Pernille Skipper påpeger, at brugen af benlås har været årsag til flere dødsfald. Så sent som sidste år kostede den Ekrem Sahins livet i Kolding Arrest på grund af proceduren, selvom Danmark på daværende tidspunkt allerede var blevet kritiseret for metoden af FN's torturkomité.
- Der er ingen tvivl om, at benlås-metoden er meget farlig og muligvis strider mod Den europæiske menneskerettighedskonventions forbud mod tortur og FN's Torturkonvention, fastslår retsordføreren.
- Det skal tages alvorligt, og derfor fremsætter Enhedslisten nu et forslag om forbud mod brugen af benlås.
Vi har et politisk ansvar
Problemerne med vold og konflikter i fængslerne skal løses ad andre veje, der ikke indebærer livsfarlig fiksering.
- Det er heller ikke rimeligt over for de ansatte, at de tvinges ud i situationer, hvor de ikke ser andre udveje. Det har vi et politisk ansvar for, fastslår Pernille Skipper.
- Fængselsbetjentene siger selv, at det vigtigste middel til at undgå vold i de danske fængsler er dialog og kendskab til fangerne. Derfor et det et kæmpe problem, at fængselsbetjentene ikke har tilstrækkelig tid til dialog og tidlig konflikthåndtering, og at efteruddannelsen lider. Her skal vi sætte ind.
Benlås blev anvendt 86 gange i 2011 ifølge Kriminalforsorgen.
