Ikke flere hullede akutpakker

Fredag, 2 november, 2012 - 10:30 facebook twitter Udskriv

Vi vil have en løsning for alle dem, der falder ud af dagpengesystemet næste år. Og vi synes, at regeringen skulle koncentrere sig om at finde reelle løsninger på det problem, siger gruppeformand Per Clausen.

Dagbladet Politiken bringer i dag en artikel baseret på anonyme kilder, der postulerer, at Enhedslisten har sagt nej til et tilbud fra regeringen, der angiveligt skulle ”redde” de dagpengemodtagere, der står til at falde ud af systemet fra nytår.  Til det siger gruppeformand Per Clausen:

- Vores krav til regeringen er det samme, som det hele tiden har været. Vi ønsker en løsning for alle dem, der falder ud af dagpengesystemet næste år.  Vi vil ikke være med til flere hullede akutpakker. Vi vil have en reel løsning, der skaber tryghed. Vi synes, at regeringen skulle koncentrere sig om at finde reelle løsninger på det her alvorlige problem

- Vi ved ikke, hvad Politiken har erfaret. Men de forslag, som vi i forhandlingslokalerne har set fra regeringen indtil nu, skaber langt fra den nødvendige sikkerhed og tryghed for dem, der falder ud af dagpengesystemet næste år.

 - Vi synes, at regeringen skulle koncentrere sig om at finde reelle løsninger på det her alvorlige problem, i stedet for at bruge tiden på anonyme angreb bygget på fejlagtige oplysninger. Sådan noget spin skaber mildest talt ikke et indtryk af, at regeringen er oprigtigt interesseret i at finde en løsning på de problemer, der følger af, at regeringen viderefører dagpengeforringelserne.

Gruppeformanden understreger, at Enhedslisten ufortrødent fortsætter arbejdet med at lægge pres på regeringen for at finde en løsning på dagpengeproblemet.

Person: 
Emner: