Journalistisk referat af HB-møde d. 14. januar 2012. Af Anders Hadberg, medlem af hovedbestyrelsen
Selvom hovedbestyrelsesmødet den 14. januar i Aarhus hovedsageligt handlede om de politiske og praktiske forberedelser til det kommende årsmøde, var der plads til to andre spændende debatter: Enhedslistens kampagne om krisen i Europa og en debat om, hvordan Enhedslisten fastholder fremgangen.
Søren Søndergaard, MEP fra Folkebevægelsen mod EU, og Nikolaj Villumsen, MF for Enhedslisten, holdt oplæg om krisen i Europa. Anledningen var, at Hovedbestyrelsen har besluttet, at Enhedslisten i det kommende halve år – sideløbende med det danske EU-formandskab – skal føre kampagne om den økonomiske krise i Europa. Krisen i Europa er alvorlig og er afgørende for de økonomiske udsigter i Danmark. Samtidig ser statsministeren og regeringen ud til at lægge sig tæt op ad EU's kriseløsninger, hvilket vil medføre nedskæringspolitik i alle EU lande.
Hovedtemaet for kampagnen er modstand mod den borgerlige nedskæringspolitik i EU, herunder afvisning af de forskellige nedskæringspagter, som EU forsøger at tvinge igennem. Kampagnen kommer til at foregå i alle led af landsorganisationen, og afdelingerne spiller en afgørende rolle i at få de politiske budskaber så bredt ud som muligt.
Til debatten om, hvordan Enhedslisten fastholder sin fremgang fra folketingsvalget, var Aarhus-afdeling inviteret. Centralt i debatten var, hvordan partiet kunne styrke lokalafdelingernes og udvalgenes arbejde, samt hvordan partiet kan arbejde målrettet frem mod kommunalvalget i 2013. Der kom mange gode bud på, hvilke indsatser der skal prioriteres for at give afdelingerne gode vækstbetingelser: ansatte-ressourcer, besøg fra folketingsmedlemmer og materialer var eksempler herpå.
Også årsmødeforberedelser var på dagsordenen. Hovedbestyrelsen foreslår, at årsmødet behandler tre resolutioner: strategipapir, boligbeskatning, og FN og militære interventioner. På hovedbestyrelsesmødet førstebehandlede vi boligbeskatning og FN og militære interventioner.
Endelig vedtog et snævert flertal at forøge antallet af delegerede kraftigt til 450. I 2011 var der 310 delegerede.