Det konkluderer Per Clausen oven på dagens samråd om overbetaling af privathospitalerne. En uvildig undersøgelse af sagen er tiltrængt.
Forsøgte regeringen at skjule overbetalingen af privathospitalerne, mens Lars Løkke var sundhedsminister? Det var omdrejningspunktet for dagens samråd, som blandt andet sundhedsordfører Per Clausen stod bag.
I strid med sandheden
Ikke mindst den konservative formand Lene Espersen blev grillet af oppositionen.
Hun blev for alvor viklet ind i sagen, da hun for en måned siden indrømmede at have talt udenom, da hun i Folketinget blev spurgt til betalingssatserne.
Men der var tale om mere end udenomssnak, mener Per Clausen:
- Problemet med Lene Espersens svar i Folketinget var ikke, at hun svarede upræcist, men at hun svarede direkte i strid med sandheden. Det må være konklusionen på dagens samråd.
Uvildig undersøgelse påkrævet
Baggrunden for løgnen er let at gætte sig til.
- Den eneste logiske forklaring er, at Lene Espersen ville beskytte Lars Løkke mod, at det kom offentligt frem, at Sundhedsministeriet var i besiddelse af dokumentation for en systematisk overbetaling af privathospitalerne, mener Per.
Det forstærker mistanken om, at regeringen bevidst skjulte den rapport, der konkluderede, at taksterne var for høje.
Samtidig understreger det, at det vil kræve andet og mere end et samråd at nå til bunds i sagen, mener Per.
- Samrådet i dag viste med al ønskelig tydelighed, at vi ikke får sandheden frem om overbetalingen af de private sygehuse, uden at der gennemføres en undersøgelse, hvor embedsmænd og ministre skal udtale sig under vidneansvar.