Miljøminister i samråd om vildledning af Folketinget

Miljøminister har overtrådt loven og vildledt Folketinget i sagen om vindmølletestcentret i Østerild. Derfor kalder miljøordfører Per Clausen nu miljøministeren i samråd.

 - Miljøministeren har overtrådt vindmøllebekendtgørelsen og vildledt Folketinget i forbindelse med godkendelsen af testcenteret for vindmøller i Østerild. Det står nu helt klart, efter at Morgenavisen Jyllands-Posten har afsløret, at man direkte i strid med reglerne har undladt at behandle Thylejren som et støjfølsomt område, udtaler Per Clausen.

 - Jeg har kaldt miljøministeren i samråd om sagen i Folketingets miljøudvalg. Her må hun forklare sig, men jeg er ikke i tvivl om, at man bliver nødt til at flytte vindmøllerne, hvis man vil overholde vindmøllebekendtgørelsen - og det har ministeren sagt, at hun vil, tilføjer Per Clausen.

 - Dermed bliver miljøministeren nødt til at overveje alternative placeringer af testcenteret, og jeg synes, at miljøministeren seriøst burde overveje det tilbud, hun har fået fra Lollands Kommune. Under alle omstændigheder er det på tide, at ministeren holder op med at forsøge at fuppe og snyde vindmølletestcenteret igennem i Østerild i strid med reglerne og al anstændighed, fortsætter Per Clausen. 

 - Vestas kyniske fyring af tusindvis af medarbejdere understreger, at denne velvilje fra flertallet i Folketinget ikke modsvares af tilsvarende samfundssind hos de store multinationale selskaber i denne industri, slutter Per Clausen.