Mindre til de lavestlønnede i 2012

- Jeg håber at lavtlønnede har appetit på at sikre deres realløn i forhandlingerne, både for deres egen skyld – men også fordi det er med til at udligne den tiltagende ulighed mellem de rigeste og de fattigste i vores land. Det siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.

Overenskomstforhandlingerne for LO-området er gået i gang og lige nu er det store spørgsmål om de lavestlønnede kan beholde deres realløn, eller om de risikerer at stå med færre penge i år end sidste år. De sidste ti år har lønudviklingen været særdeles moderat og i 2 år har den været negativ.

- Forhåbentlig har arbejdsgiverene lagt til side fra de 10 fede år, hvor arbejderne holdt igen. Siger Christian Juhl. "Desværre har de ikke lært af diskussionen fra sidste overenskomstforhandling, hvor lønningerne på direktionsgangene var steget så ustyrligt, at politikerne på Christiansborg blev provokeret til at diskutere veje til at styre de højeste lønninger. Stigninger i direktionslønninger og bankledelsernes lønninger er ikke afdæmpet, så der må være en del penge tilbage.

I den nuværende økonomiske situation giver det mening at give lønstigninger til de lavestlønnede, mener Christian Juhl.

- Lavtlønnede omsætter ofte en lønstigning i forbrug der fremmer beskæftigelsen. Det er kun et år siden, at Lars Lykke Rasmussen i spidsen for VKO-regeringen opfordrede danskerne til at svinge dankortet en ekstra gang, så vi får gang i efterspørgslen." slutter Christian Juhl.