Minister må standse polititrusler mod journalister

Onsdag, 15 december, 2010 - 20:34 facebook twitter Udskriv

Det var et angreb på pressefriheden, da politiet under klimatopmødet opfordrede til vold mod journalisterne, mener retsordfører Line Barfod.

Episoden er foreviget i en dokumentarfilm, der netop er offentliggjort.

Knippelsuppe på menuen
Dokumentarfilmen viser blandt andet, hvordan en indsatsleder kræver, at politiets knipler  "bliver rødglødende" i mødet med den fremmødte presse under demonstrationen foran Bella Center den 16. december 2009. 
 

 - Allerede under topmødet klagede flere journalister over, at politiet bød dem ekstremt dårlige arbejdsbetingelser, men de nye optagelser viser, at det stod endnu værre til end frygtet, fortæller Line Barfod. 

Hun opfordrer nu justitisministeren til at sætte politiet på plads. 

Trussel mod pressefriheden
Sagen er særlig bekymrende, fordi den slags adfærd fra politiets side kan bringe pressefriheden i fare. Det vil samtidig skade demokratiet ved at underminere pressens mulighed for at agere vagthund, der for eksempel kan advare om magtmisbrug.

- Det er helt uantageligt, at en overordnet politimand opfordrer til vold mod journalister, som er på arbejde for at dække begivenhederne. Det hører simpelthen ikke hjemme i et demokratisk samfund, fastslår Line.

- Hvis den holdning til journalister, er udbredt i politiet, så er det et alvorligt problem. Derfor vil jeg nu bede justitisministeren om en redegørelse og om at sikre, at der sker en indskærpelse af reglerne om pressefrihed. 
 

 

Person: 
Emner: