Referat af Enhedslistens Hovedbestyrelsesmøde 18.-19. juni 2011.
Af Bjarne Thyregod
Da den nyvalgte hovedbestyrelse (HB) havde sit første møde den 18. og 19. juni, var det med viden om, at meningsmålingerne stabilt placerer os et godt stykke over 4 pct. til det kommende folketingsvalg, og at vi generelt er inde i en meget gunstig udvikling.
Som optakt til mødet var der lørdag strategifabrik sammen med de ansatte og spidskandidaterne. Formålet var, at der med baggrund i årsmødebeslutningerne, og ud fra diskussionerne på mødet, lå nogle mål for, hvad Enhedslisten skal nå de næste 4-5 år. Disse bud skal den skrivegruppe, der efterfølgende nedsattes på HB-mødet, arbejde videre med, så der ligger et oplæg klar til medlemsdebatten i afdelingerne efter HB's septembermøde.
Mødet afspejlede, at det var en nytiltrådt hovedbestyrelse, hvor opgaverne var at få nedsat de arbejdsgrupper, der skal stå for planlægningen af årets arbejdsopgaver, valg af nyt forretningsudvalg og behandling af foreliggende sager, herunder en enkelt fra Lovudvalget om partiskifte.
Gæsteoplæg om den aktuelle situation stod Søren Søndergaard for. Han beskrev Euro Plus-aftalen og dens konsekvenser for dansk politik. Euro Plus-aftalen skal "sikre en omkostudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten", hvilket betyder, at de offentlige lønninger skal reguleres, så de private lønninger bliver mere konkurrencedygtige. Aftalen betyder, at magt flyttes fra parlamentet til ministrene, og at der stilles krav om øget arbejdsudbud, bl.a. gennem afskaffelse af efterlønnen, hævet pensionsalder og begrænsning af førtidspension. Dette sker ved, at den danske regering skal sende sine aktuelle handlingsplaner for øget produktivitet og beskæftigelse til godkendelse i EU – og at EU tillægges sanktionsmuligheder, hvis planerne ikke opfyldes.
Euro Plus er ikke en traktat men en aftale mellem landene, som S og SF også har tiltrådt. Den bliver et af de kampfelter, vi vil få med en ny regering. Vores opgave bliver at få S og SF til at opsige aftalen, da den står i vejen for en række velfærdsforbedrende tiltag.