De Konservative har i dag meldt åbent ud, at de vil sænke topskatten i næste valgperiode. Ifølge Lars Barfoed skulle det give et øget incitament hos de højtlønnede til at yde en ekstra indsats, hvilket skulle være til gavn for hele samfundet. De Radikale bakker ham op.
Enhedslisten finansordfører Frank Aaen siger:
- Dette viser blot med al tydelighed, hvad vi i Enhedslisten hele tiden har sagt: Afskaffelsen af efterlønnen og forringelserne af dagpengene skulle betale for skattelettelser til de rigeste. Det her forslag er ikke andet end forkælelse af velhaverne. Betalt af nedskæringer på nedslidte og arbejdsløse. Det er borgerlig omfordeling, når det er værst.
Frank Aaen pointerer, at ingen seriøse undersøgelser dokumenterer, at en sænkning af topskatten vil få folk til at arbejde mere.
- Barfoed glemmer, at mange højtlønnede slet ikke har nogen øvre arbejdstid, og så er der jo ikke noget incitament til at arbejde mere. Lavere topskat kan lige så vel få de højtlønnede til at holde mere fri, fordi de får større økonomisk råderum.
Samtidig mener Frank Aaen, at De Radikales håndslag på, at de vil medvirke til sænkning af topskatten, endnu en gang viser at der brug for et stærkt Enhedslisten, der kan trække en ny regering til venstre.