Udspil skal hjælpe handlede mennesker

Handlede mennesker er ikke illegale indvandrere, men ofre, der har krav på vores hjælp. Det er udgangspunktet i Enhedslistens nye udspil.

Enhedslisten forlanger en ny kurs i arbejdet med trafficking. Der skal sættes hårdt ind over for bagmændene, og de handlede skal behandles som ligeværdige individer, der er blevet ofre for andres grusomhed.

Jagt bagmændene – ikke ofrene
- Vi skal jagte bagmændene, ikke ofrene, fastslår retsordfører Pernille Skipper.

Det kræver nationalt og internationalt samarbejde på tværs af politikredse, men også en mere respektfuld behandling af de handlede, understreger hun.

- Vi taler om mennesker, der er blevet udnyttet og misbrugt af andre mennesker på ekstremt grusomt maner. Og så går det simpelthen ikke, at myndighederne sender dem i fængsel som kriminelle.

Vi skal tage ansvar for de handlede
I stedet for at fængsle de handlede skal vi tage ansvar for dem.

Derfor indeholder udspillet blandt andet tilbud om safe house, bedre muligheder for opholdstilladelse, kriminalisering af købesex samt oprettelse af en national taskforce mod de kriminelle bagmænd.

- Det er danske borgere, der køber arbejde og seksuelle ydelser, nogen gange danske borgere der er bagmænd. Så selvfølgelig skal vi tage ansvar for de handlede, slutter Pernille Skipper.

Læs hele Enhedslistens udspil. 

Emner: 
Retspolitik