Udstil multinasserne
Som trold af en æske springer borgerlige politikere op i sommervarmen og forsvarer multinationale selskabers ret til ikke at betale skat. Det er vanvittigt, mener Enhedslistens Christian Juhl:
- Kim Andersen (V) (Deadline 16.7.) talte aggressivt mod at offentliggøre en liste over, hvor meget de multinationale selskaber betaler i skat i Danmark.
- Kim Andersens argument var, at det er uretfærdigt, da et selskab jo kan have underskud det ene år og dermed ikke betale skat, hvorimod de så har overskud det næste år og betaler skat. Han gav dog ikke svar på, hvordan det kan lade sig gøre, at selskaber som Kellogg's, Fujitsu A/S, IBM, Malaco/LEAF, Nestlé, Kraft Foods, Unilever, Tupperware, Elgiganten, Kinnarps og Kuwait Petroleum ikke betaler skat i Danmark. De fleste har ikke betalt skat de seneste 10-20 år, selvom de har millionomsætninger i landet.
- Nogle selskaber er efter Frank Aaen og Enhedslistens kampagne "Multinasserne" begyndt frivilligt at indbetale skat. Jeg kan ikke se, at der er noget problem i at offentliggøre selskabernes skatteindbetalinger. Tværtimod kan alle så se, hvem der betaler, og hvem der ikke betaler.
