Det er uigennemtænkt, når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i dagens Politiken foreslår, at borgere under 35 (muligvis 40 år) som hovedregel ikke skal kunne få førtidspension. For der er stor forskel på yngre førtidspensionister, og langt fra alle vil få gavn af at blive presset i uddannelse eller arbejde.
- Selvfølgelig skal vi ikke opgive mennesker, hvis de med den rette støtte vil kunne klare et arbejde. Men det giver ingen mening at vedtage en fast aldersgrænse. I dag er forudsætningen for at modtage førtidspension, at ens arbejdsevne permanent er så nedsat, at man aldrig vil kunne arbejde. Det kan den også være, selvom man er under 35 år, understreger Finn Sørensen, socialordfører for Enhedslisten.
Enhedslisten foreslår i stedet, at borgere, der har fået tilkendt en førtidspension, får et førtidspensionsbevis.
- Det skal give dem, der får overskuddet, mulighed for prøve kræfter med et arbejde vel vidende, at hvis det ikke går, kan de trygt vende tilbage til pensionen uden at skulle igennem nye ansøgninger og omfattende arbejdsprøvninger, forklarer Finn Sørensen.
Samtidig påpeger Enhedslistens handicap- og psykiatriordfører Stine Brix, at nogle lidelser gør det umuligt at komme i arbejde eller påbegynde en uddannelse – uanset om man er ung eller gammel.
- Beskæftigelsesministerens gode intentioner kan ikke trylle en svær hjerneskade, Down's Syndrom eller omfattende muskelsvind væk. Hvis et handicap betyder, at man ikke kan arbejde eller tage en uddannelse, så er det jo meningsløst at nægte de unge en indkomst i form af en førtidspension, siger Stine Brix.
Hun påpeger dog, at der kan være tilfælde, hvor vi kan blive bedre til at hjælpe borgere med især psykiske lidelser tilbage i arbejde eller uddannelse.
- Hvis man lider af skizofreni, svær depression eller anoreksi, så skal vi selvfølgelig holde fast i, at man kan blive rask igen. Men borgere med psykiske lidelser har brug for ro til at komme sig. De skal ikke mødes med et konstant pres for at være aktivt jobsøgende eller starte på en uddannelse. Det vil i mange tilfælde blot forværre de psykiske lidelser, forklarer Stine Brix.