Vi kan ikke ignorere fremmedhadet

Vi må lære af den norske tragedie og gribe ind over for fremmedhad og den ekstremistiske højrefløj, mener Line Barfod, der vil indkalde til samråd.

Det sker efter, der er fremkommet flere eksempler på, at også den ekstremistiske højrefløj i Danmark træner til det, de selv kalder et voldeligt opgør. Der finder øjensynligt skydetræning sted i baghaver på Fyn og i lejre i Rusland.

Problemet stikker dybt
- Det er dybt bekymrende oplysninger. Derfor kalder vi Justitsministeren i samråd om myndighedernes tiltag over for højreekstremistiske miljøer, og vi ser gerne en styrket indsats overfor våbensmugling, fortæller retsordfører Line Barfod.

- Men efter tragedien i Norge mÃ¥ vi indse, at en ekstrabevilling til PET ikke løser alle de problemer, der kan fÃ¥ personer til at mene som Anders Breivik. Racisme, fremmedhad og diskrimination er en del af hverdagen i Danmark. Det er vi nødt til at gøre en aktiv indsats imod.  

Tre tiltag skal bremse radikalisering
Det vil kræve et langt, sejt træk, hvor vi skal styrke undervisning, åbenhed og viden, spår Line Barfod.

- AUF’s formand Eskil Pedersen og statsminister Stoltenberg har i en frygtelig situation formået at holde hovedet koldt og pege på demokrati frem for øget overvågning, kontrol eller frygt. Det smukke eksempel vil vi i Enhedslisten følge.

Konkret foreslår Enhedslisten som udgangspunkt tre tiltag, der skal dæmme op for fremmedhad og radikalisering:

  1. Øget forskning i diskrimination og fremmedhad både strukturelt og i sociale sammenhænge, så omfanget bliver kortlagt.
  2. Undervisning i folkeskolen i menneskerettigheder, håndtering af konflikter og diskrimination i dagligdagen og i det skjulte, herunder udarbejdelse af undervisningsmateriale.
  3. Nedsættelse af en arbejdsgruppe til at foreslå initiativer, der opfordrer til demokrati og deltagelse og fokuserer på, hvordan vi i det danske samfund skaber fællesskaber, som kan overflødiggøre ekstremistiske grupperinger.