Vi kan spare milliarder på medicinudgifter
Et nyt lægemiddelinstitut skal hjælpe Danmark med at prioritere blandt ny medicin. På den måde vil der være milliarder at spare, mener sundhedsordfører Stine Brix.
Statens udgifter til medicin stiger i takt med, at flere og dyrere produkter dukker op på markedet. Derfor er det vigtigt at prioritere rigtigt, når vi vælger medicin, påpeger Stine Brix, der vil have afsat 50 mio. på finansloven til et nyt lægeinstitut.
Lægemiddelinstitut vil tjene sig selv hjem
Det nye lægemiddelinstitut, som skal være uvildigt og ikke filtret ind i medicinalindustrien, skal rådgive læger, politikere og sundhedsmyndigheder om lægemidler og behandlingsmetoder.
De 50 mio. kr., som instituttet vil koste, indhentes gennem en afgift på lægemiddelindustrien, men der vil være tale om en god investering, fastslår Stine Brix.
- Vi kan sætte som mål, at instituttet skal hente sine penge hjem igennem besparelser. Så kan man vurdere om nogle år, om det faktisk kan det.
Brug for uvildig vurdering
Fra 2001 til 2011 steg statens medicinudgifter fra 7,5 til 13,2 mia., og Stine Brix er ikke i tvivl om, at der er milliarder at spare. Men forslaget handler om andet end kroner og øre.
- Der er brug for en uvildig instans, der kan give medicinalindustrien modspil, når de her vurderinger skal laves. En instans, der både ved, at dyrere ikke altid er bedst, og som kan fungere som markedets vagthund.
Som eksempel på, at der er brug for en vagthund, nævner hun svineinfluenzaepidemien i 2009, hvor Danmark bruge 65 mio. kr. på medicinen Tamilflu, der siden har vist sig virkningsløs.
Lægeforeningen støtter utvetydigt Enhedslistens ide, og regeringspartierne sundhedsordførere er umiddelbart positivt stemt.
