Regeringens snak om dialog med skolerne er rent spin, mener Per Clausen. Reelt er hverken forældre, elever eller lærere blevet ordentlig inddraget.
- Jeg vil nu bede undervisningsministeren om en forklaring på, at hun ikke har inddraget lærerne, eleverne og forældrene i en tæt dialog om folkeskolens fremtid. Det er ellers dét, hun og statsministeren tidligere har lovet, udtaler Per Clausen, fungerende uddannelsesordfører for Enhedslisten.
- Både forældre, lærere og elever har klart vist vilje til at tage ansvar for folkeskolens fremtid. Desværre har regeringen tilsyneladende ikke ønsket at inddrage disse centrale aktører. Dette er udtryk for et demokratisk svigt og regeringens negative holdning til at gå i dialog om løsningerne på fremtidens udfordringer. Regeringen vil kun gennemføre de tiltag, som er i overensstemmelse med deres egen ideologi. Resultatet kan kun blive dårligere for folkeskolen, fortsætter Per Clausen.
- Fremtidens udfordringer kan kun løses, hvis vi inddrager borgerne og deres organisationer aktivt i at løse dem. Derfor er regeringens optræden i denne sag både udemokratisk og dum, slutter Per Clausen.
Per Clausen har stillet nedenstående spørgsmål til undervisningsministeren:
- Ministeren bedes oplyse, hvorfor hun ikke har inddraget lærernes og elevernes organisationer aktivt i en dialog om skolens fremtid.