Forskning

Ytringsfrihed og fri forskning

Den frie forskning udgør en demokratisk grundsten i samfundet. Derfor er politikernes opgave ikke at diktere, hvad der skal forskes i, men at sikre udstrakt ytringsfrihed og rammen til at bedrive relevant og kritisk forskning, også når det går imod økonomiske eller politiske interesser. Dette er desværre ikke tilfældet i dag, hvor økonomiske og politiske interesser får større og større indflydelse på forskningen, gennem politisk detailstyring og erhvervsindflydelse i universiteternes bestyrelser.

Erhvervslivets indflydelse på forskningen skal mindskes 

Det er svært at forudse fremtiden, og inden for forskningen kan det være umuligt at se, hvor det næste gennembrud kommer. Derfor skal der satses på en bred vifte af forskningsfelter inden for alle videnskabelige felter. Forskere skal have mulighed for og ressourcer til at følge faglig nysgerrighed frem for at satse på kortsigtet forskning, der kan give en hurtig profit. Forskningen bør komme hele samfundet til gode, ikke blot erhvervslivet. Derfor bør man mindske erhvervslivets indflydelse på forskningen og i stedet give mere plads til fagforeninger, frivillige organisationer o.l.

Mere offentlig finansieret forskning

Danmark bør satse mere på offentlig finansieret forskning, som minimum burde man lave op til Barcelona-målsætningen om at bruge 1% af BNP på offentligt finansieret forskning.

Uafhængigt demokratisk nævn for privatfinansieret offentlig forskning

Enhedslistens fremsatte i 2006 et beslutningsforslag (B69), som opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om etablering af uafhængige, demokratiske nævn ved alle offentlige forskningsinstitutioner, hvis opgave er at modtage tilskud til forskning eller sponsering af forskning fra private firmaer, fonde tilknyttet private firmaer og lign.