Ligestilling mellem kønnene og kvindefrigørelse kun opnås gennem en organiseret, fælles indsats. Det er ikke bare den enkeltes ansvar.
Feminisme adskiller sig fra ligestilling ved at være et grundlæggende opgør med patriarkalske magtstrukturer, således at kvinder og mænd sætter en fælles anden dagsorden. Frigørelse er derfor både mænd og kvinders frigørelse fra et undertrykkende, kapitalistisk samfund.
Der er nogen, der stadig mener at ligestillingen i Danmark er langt fremme, men sandheden er, at vi rykker stadig længere ned på ranglisten. Ikke alene i Norden, hvor vi ligger nederst, men også i forhold til Europa.
De kønsbestemte uligheder, der stadig eksisterer på arbejdsmarkedet, i samfundslivet og familien, anses for psykologiske og traditionelle “fejl” hos den enkelte og ikke for resultater af den måde, vores samfund er skruet sammen på. Ulighederne viser sig både i økonomiske, kulturelle og andre samfundsbestemte mekanismer. At placere “problemet” hos den enkelte er en bekvem undskyldning for ikke at sætte ligestilling på den politiske dagsorden.
Enhedslisten arbejder med at nedbryde disse uligheder i samfundet. Som eksempler kan nævnes løn, det køns - opdelte arbejdsmarked og uddannelsessystemet, ansvaret for børn og familie o.s.v.
Kvindekamp er klassekamp og klassekamp er kvindekamp
Ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet er et skridt på vejen mod frigørelse fra undertrykkelse. Ligestilling handler både om lige løn for lige arbejde, lige adgang for begge køn til alle fag og sektorer, og på alle niveauer.
I dag udgør kvinderne et flertal i lavt - lønsfag, og befinder sig derfor statistisk i lønpyramidens bund, og det er kvinderne, der rammes af et usikkert arbejdsmarked med flere deltids-, korttids- og vikaransættelser.
I Danmark er arbejdsmarkedet mere kønsopdelt end i nogen andre lande. Det vil sige at der er markant flest kvinder eller mænd i 90% af fag og brancher. Derfor skal der arbejdes på at få unge til at vælge uddannelse mindre traditionelt. Kvinderne tjener deres penge i og er brugere af den offentlige sektor, hvor der produceres velfærd, og de tager over, når de tilkæmpede velfærdsgoder som børnepasning og ældreomsorg bliver ringere eller for dyre. Det er også på denne del af arbejdsmarkedet flest flygtninge og indvandrere – af begge køn – finder arbejde. Dette afslører, at køn – ligesom f. eks. hudfarve, kultur og religion – er et påskud for forskelsbehandling, ikke en forklaring.
Flere kvinder i lederjobs er ikke i sig selv frigørende, men ulige adgang til toppen afspejler den eksisterende ulighed i samfundet. Derfor skal mødeformer og mødetidspunkter tage hensyn til kvinders behov. For at sikre kvinderepræsentation skal der indføres kvoter til bestyrelser mv. ligesom alle lederstillinger og poster skal slås op for at komme udenom mændenes netværk. Der skal ske en aktiv indsats for at rekruttere det underrepræsenterede køn ved alle ansættelser. Lige muligheder for mænd og kvinder kræver, at der tages højde for kønnenes forskellige forudsætninger og vilkår.
I mange hjem slæber man endnu rundt på fortidens kønsrollemønstre. Det er stadig kvinderne, der er på deltid og tager hovedparten af husarbejdet og barselsorloven. Danske kvinder ønsker ikke at kommen hjem til kødgryderne, men når arbejdsliv, familieliv og eget liv ikke mere kan hænge sammen, trækker de hjem, for at give familien mere luft. Det er især barsel og børn, der udløser en skarpere kønsarbejdsdeling.
Hvis mændene skal på banen, skal barselsorloven deles, så hver forælder får mindst tre måneders orlov. Hvis den ene forælder ikke bruger sin del, bortfalder den. Der skal være fuld løn under hele orloven via barselsfonden, så far og mor bliver lige dyre at ansætte, uanset hvem der tager orlov. Det er arbejdspladsernes ansvar at opfordre og støtte fædrene til at tage deres del af orloven, og et fælles ansvar at arbejdspladsen indrettes familievenligt.
Det er afslørende for samfundet, at mænd i den grad dominerer på topposter og i bestyrelser. Enhedslisten er åben overfor at diskutere en lovgivning som den norske, hvor der opereres med kvoter. Man skal imidlertid ikke gøre sig nogen illusioner om at ligestilling i erhvervslivets top vil ændre samfundet.
Når vi taler ligestilling er det et langt større problem, at kvinder får væsentlig mindre i løn end mænd og at de i alderdommen har mindre pensioner. Under den borgerlige regering er kløften mellem mænds og kvinders løn oven i købet vokset fra 15 til 18 %. Forskellen er størst i den private sektor, men er også voksende indenfor det offentlige. De nyeste tal fra kommuner og regioner viser at kvinder tjener 13 % mindre end mænd. Kvindefag som sygeplejersker og pædagoger med en 4årig uddannelse tjener typisk kun 75 % af den løn mænd med en tilsvarende længde uddannelse oppebærer.