I Enhedslisten går vi ind for, at alle mennesker har frihed til at dyrke deres religion, og at loven behandler alle trosretninger lige. Religion er grundlæggende en privat sag og vi mener det hører fortiden til, at staten privilegerer en bestemt religion. Derfor går vi ind for en adskillelse af kirke og stat.
Danmark har en statskirke. Den modtager hvert år adskillige millioner skattekroner. Også fra de danskere som ikke er medlemmer af foreningen.
Enhedslisten mener, at folkekirken og andre trossamfund økonomisk set skal ligestilles med andre foreninger. Som led i adskillelsen af staten og kirken bør statstilskud og særlige skattefradrag fjernes.
Registrering af partnerskaber og ægteskaber skal foretages af de offentlige myndigheder. Det samme gælder registrering af fødsler, navne og dødsfald.
Folkekirken og andre trossamfund skal ingen juridisk autoritet have i de spørgsmål. Hvad folk i øvrigt har lyst til at gennemgå af ritualer i den forbindelse, vedkommer ikke det offentlige.
Enhedslisten er imod enhver diskrimination på baggrund af etnisk tilhørsforhold, køn, religion, seksuel orientering eller social herkomst.
Derfor er vi også imod, at man forbyder såvel som påtvinger mennesker at bære religiøse symboler i det offentlige rum. Eksempelvis skal kvinder have ret til at til- eller fravælge, om de vil bære hovedtørklæder.
Enhedslisten mener dog, man skal kunne begrænse det frie valg af påklædning på arbejdet, når det f.eks. drejer sig om at sikre hygiejne eller sikkerhedsforhold.