Kultur

Kulturelle oplevelser skal være en ret for alle 

Alle mennesker skal have adgang til at nyde og deltage i mange forskellige slags kulturelle aktiviteter af høj kvalitet.

Offentlig støtte til dansk kultur

Danmark er et lille sprogområde, og det kan derfor være svært for kunstnere at klare sig uden offentlig støtte. Samtidig kontrolleres underholdningsindustrien af stadig færre store internationale monopoler. Der er derfor en risiko for at det danske kulturliv presses af internationale mainstream kulturudbud. 

For at sikre en mangfoldighed i kulturudbuddet er det derfor vigtigt, at danske kunstnere og dansk kulturliv støttes aktivt. Enhedslisten støtter også public service kanalernes forpligtelser til at spille dansk musik.

Nej til kanoner

Men begrebet ”dansk kultur” er i de sidste år blevet misbrugt i højrefløjens forsøg på at skabe en ”dem og os”-retorik. Et eksempel på dette er regeringens mange kanoner – som forsøger at indsnævre og bestemme hvad dansk kultur er og skal være.

Dansk kultur opstår i samspil med verden omkring os

For Enhedslisten er det vigtigt at understrege, at der ikke kun findes én ægte dansk kultur, men at Danmark altid har været begavet med en mangfoldighed af kulturelle tendenser, og at der altid vil være et kulturelt samspil mellem Danmark og verden omkring os – heldigvis.