Velfærdsydelser skal i udgangspunktet være universelle. Dvs. de skal gælde for alle og være skattefinansierede. Det er udtryk for et solidarisk og lighedsorienteret samfund. Et progressivt skattesystem, hvor de rigeste betaler mest er en del af et sådant system.
Mange andre partier går ind for såkaldt ”målrettede” ydelser og vil gøre børnechecken indtægtsbestemt og fjerne folkepensionen fra de rige. Synspunktet bygger på almisser til værdigt trængende – hvor det hele tiden er til diskussion om folk vitterligt er værdige til ydelsen.
Bag ideen om universelle ydelser ligger den opfattelse, at samfundet forstås som et fællesskab, hvor man i samarbejde med andre søger at få dækket sine behov og hvor udækkede behov rettighedsdækkes af samfundet/staten.
Det amerikanske sundhedsvæsen, der i alt væsentligt er baseret på private sundhedsforsikringer og private profithospitaler, er et skræmmende udtryk for konsekvenserne af at forkaste universelle ydelser. Det er langt dyrere pr. patient en det danske. En tredjedel af udgifterne går til bureaukrati og papirarbejde. De dårligst stillede får en langt dårligere behandling end de rige. Paradoksalt er de offentlige udgifter pr. patient alligevel højere end i Danmark.