1) ØMU’en skaber arbejdsløshed.
ØMU'ens fundament bygger på en række stramme økonomiske krav i den såkaldte Stabilitetspagt. Der er kravet om at underskuddet på de offentlige finanser ikke må være større end 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP) og at den offentlige gæld ikke må være større end 60 procent af BNP.
Selvom der siden 2005 er blevet blødt op på de skrappe krav, bl.a. ved at der er blevet dispensationer til at bruge mere end det oprindeligt tilladte, så er stabilitetspagten stadig en klods om benet for at føre en politik, der kan skabe jobs. Så snart et land nærmer sig den tilladte underskudsgrænse, bliver der slået på gong-gongen - og så er det meningen, man skal rette ind.
Det er derfor ganske naturligt, at de lande, der har indført euroen, har en større arbejdsløshed, end de EU-lande, der står udenfor. Det er vigtigt, at man som land kan vælge at bruge flere penge på at kick-starte en økonomi, end stabilitetspagten lægger op til. Dette kan nemlig være en investering til at skabe nye jobs. ØMU'en er stadig i dag, også efter opblødningen siden 2005, udtryk for en borgerlig og unødig stram økonomisk politik. Derfor er ØMU'en med til at skabe arbejdsløshed.
Danmark vælger i øjeblikket at følge de krav, der ligger i stabilitetspagten. Derfor har den danske regering - desværre – frivilligt valgt at tilslutte sig principperne i stabilitetspagten. Det har ikke haft den skadelige effekt, som det har haft i andre lande. Det skyldes blandt andet, at Danmark i mange år har haft en højkonjunktur med lav arbejdsløshed.
Men hele pointen med ikke være med i euroen er, at vi selv kan beslutte, om vi fortsat vil dette eller om vi – i en given situation – vil vælge at føre en anden økonomisk politik end den, som stabilitetspagten lægger op til. I en situation med finanskrise og økonomisk usikkerhed er det helt sikkert ingen fordel at komme med i euroen og dermed binde sig stærkere til den stramme økonomiske politik, der er fundamentet for euroen. Dette bliver yderligere understreget af, at vi i Danmark meget vel kan komme i konflikt med 3 procentskravet i de kommende år. For et halvt år siden forventede man et overskud i 2009 på 55 mia. kr. på de offentlige finanser. Den seneste beregning (skriver 24. februar 2009) viser et underskud på 23 mia. kr. i 2009, men forventningerne bliver hele tiden nedjusteret i takt med at krisen breder sig samtidig med at regeringen herudover lægger op til ufinansierede skattelettelser for godt 10 mia. kr. om året i 2010-2012. Vi kan altså let bryde igennem 3 procentsloftet allerede i 2010. Samlet set har ØMU-landene set under et i de ti år, hvor Euroen har fungeret haft en svagere økonomisk udvikling end både USA og de tre ikke-ØMU-lande: Danmark, Sverige og Storbritannien (Jesper Jespersen, Ny Agenda-rapport: Dansk Valutakurspolitik i et EU-økonomisk perspektiv, side 8, december 2008, link: http://www.nyagenda.dk/ee/index.php/agenda/artikler/dansk_valutakurspolitik_i_et_eu_konomisk_perspektiv/).2) ØMU'en truer velfærden
Mulighederne for, at vi kan videreføre og udbygge en velfærdspolitik der bygger på den skandinaviske model måde vil blive forringet, hvis Danmark afskaffer kronen og indfører euroen. Den skandinaviske velfærdsmodel er kendetegnet ved et fleksibelt arbejdsmarked og høje skatter, der finansierer den fælles velfærd. En økonomisk union kan ikke overleve i det lange løb uden at der laves en politisk overbygning: En politisk union, der jf. ovenstående også skal lave politik inden for skatte, finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Det vil her ikke blive den skandinaviske model, der vinder i EU. Det bliver snarere en tysk model med lavere skat og flere forsikringsordninger. Dermed bliver der mere velfærd for dem, der har råd. Og mindre velfærd for dem, der ikke har råd. Presset for en politisk overbygning, der skal kunne styre og kontrollere den økonomiske overbygning (euroen) vil dermed gradvist føre til, at den kollektivt finansierede solidariske velfærd vil blive undergravet af et mere forsikringsbaseret system. At sige ja til ØMU’en er dermed det samme som at sige ja til mindre velfærd. At sige nej til ØMU’en sikrer ikke velfærden med et slag. Men så har vi i det mindste kun Fogh-regeringen og andre velfærdsbekæmpere herhjemme at slås med. Og i mindre grad EU at slås med i denne sammenhæng.
3) Der er kun én rente i Euroland – det skader økonomien
Ved at tilslutte Danmark euroen, forpligter vi også Danmark i al fremtid til at følge rentepolitikken fra den Europæiske Centralbank ECB) i Frankfurt. I Euroland er der kun én rente. Og det er den, der fastsættes af centralbanken i Frankfurt. I og med at Danmark står uden for Euroen har muligheden for at føre vores egen rentepolitik, der passer til den danske økonomiske situation. I Euroland bliver renten sat efter, hvad der gavner gennemsnittet af økonomier, hvilket i praksis vil sige de store landes økonomier.
Dette har tidligere haft store økonomiske konsekvenser for mindre lande. For eksempel omkring år 2000, hvor Irland havde buldrende vækst og stor inflation. I den situation havde Irland desperat brug for at sætte renten op. Men på sammen tid havde Tyskland – også dengang – problemer med at få gang i økonomien efter genforeningen med Østtyskland. Tyskland havde derfor brug for en lav rente. Tyskland er en stor økonomi. Derfor bliver der i ECB taget mere hensyn til tyske interesser end til mindre landes interesser, for eksempel Irland. Resultatet blev en meget ugunstig situation for Irland med gallopperende inflation. I den situation ville det have været en fordel for Irland med en anden rentepolitik end den, ECB førte. Det kan ikke lade sig gøre, så længe Irland er med i euroen.
4) ØMU'en giver mere centralisering og magt til EU
Det er ikke nogen hemmelig, at ØMU’en/euro’en primært er et politisk projekt. ØMU er en motor for mere integration, for mere centralisering i Bruxelles. Når man har en fælles mønt, så vil der blive skabt et stort pres for centralisering på andre områder. ØMU'en er dermed en del af EU's superstatsambitioner.
ØMU’en som politisk projekt er yderst præcist formuleret af den belgiske statsminister:
”It is evident that if you can have a common currency, you can have more integrated policies inother fields. I often say: If you can have a single currency, why not a single army in the future. Theyare two sides of national suverenity”. (Udtalelse af den belgiske statsminister Guy Verhofstadt tiltidsskriftet ’Economist’ 27. maj 2000).Der er med andre ord et klart pres for, at den politiske overbygning – føderalstaten – kommer med tiden.
5) Vi har allerede stemt om ØMU'en.
Ja-politikerne skal respektere, at et nej er et nej. Vi har allerede stemt om ØMU'en flere gange: 1992, 1993 og 2000. Det er udemokratisk, at ja-sigerne ikke respekteret vælgernes nej. Ja-partiernes manglende respekt for befolkningens mening ses også ved, at de samme partier, som snød os for en afstemning om EU-forfatningen/Lissabon-traktaten, straks bagefter kommer med en ØMU-afstemning. 6) ØMU'en er et usikkert projektØMU’en og euroen træder ind i en usikker periode. Det er røster fremme, også i udlandet, der sætter alvorlig tvivl ved euroens overlevelsesevne i dens nuværende udformning. Selv hvis man er tilhænger af euroen, bør man mane til besindighed og ikke i den nuværende situation tilslutte sig et projekt, som meget vel kan komme til at se betydeligt anderledes ud inden for de næste få år. Vi ved, hvad vi har. Og vi ved, at det fungerer med kronen. Ved at hoppe på euroen nu, risikerer vi at købe katten i sækken og binde os til en økonomisk konstruktion, der kan vise sig at være usikker.