Det lukkede Danmark

Tor, 25/10/2007 - 16:29
Facebook
Twitter
Udskriv
Send som email
Flere
Emneord:

I VKO-flertallets regeringsperiode har Danmark udviklet sig til et af Europas mest lukkede lande. I Danmark er det i dag så godt som umuligt at få asyl, også hvis man er flygtet fra borgerkrigen i Irak. Sverige, der ikke er med i krigen, tager imod tusinder af flygtninge fra Irak, mens Danmark sidste år kun tog imod 13 irakiske flygtninge. I Danmark sidder man i lejre i årevis, når man er flygtning. Det er uværdigt. Børn og voksne bliver syge af det.

I Danmark kan man i dag ikke regne med at bo sammen med sin elskede, hvis man er under 24 og den elskede ikke er europæer. Også tilknytningskravet forhindrer folk i at bo i Danmark med den, de elsker. Denne urimelige lovgivning går ud over alle. Den rammer indvandrere og etniske danskere på præcis samme måde. Tusinder af danske borgere er derfor tvunget til at flygte til Sverige.

VKO's lukkede Danmark lukker sig ikke bare udadtil, men også indenfor grænserne. Det samlede VKO-flertal fører kulturkamp imod alle, der afviger fra deres nykonservative version af de "danske værdier". Forskere såvel som journalister blacklistes, demokratiet indskrænkes, ombudsmanden undergraves, borgerne registreres som aldrig før, minoriteter udsættes for generaliserende hetzer og fristeder lukkes eller trues med lukning.


Det vil ENHEDSLISTEN gøre:

- Vi vil afskaffe 24-årsregelen og tilknytningskravet, og dermed sikre danskere retten til at leve i Danmark med den, de elsker.

- Vi vil sikre at Danmark ikke sjofler vores ansvar i forhold til flygtningene fra f.eks. Irak.

- Vi vil genindføre modersmålsundervisningen, som giver indvandrerbørn de bedste muligheder for at lære dansk.