efter kemal koc: nej til dansk deltagelse i militærøvelse i tyrkiet

Mandag, 19 august, 1996 - 00:00 facebook twitter Udskriv

Mandag den 19. august 1996.
Pressemeddelelse

Efter Kemal Koc: Nej til dansk deltagelse i militærøvelse i Tyrkiet

- Fredag den 16. august vendte Kemal Koc hjem til Danmark efter 42 dage i tyrkisk fængsel. Dermed er sagen dog langtfra slut, mener Enhedslisten.

Søren Søndergaard (MF for Enhedslisten) udtaler efter dagens møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor forholdet mellem Danmark og Tyrkiet var på dagsordenen:
- Den tyrkiske sikkerhedsdomstol har jo ikke opgivet sagen mod Koc. Der skal være et retsmøde den 19. september, hvor man godt kan forestille sig at Koc bliver kendt skyldig.
- Hvis rettighederne til at organisere sig i politiske og kulturelle foreninger i Danmark skal have reel mening for tyrkere og kurdere, så er det afgørende, at de ikke bliver dømt af tyrkiske domstole for at have udnyttet disse rettigheder.
- Derfor skal Kemal Koc-sagen følges helt til dørs. Hvis han ikke frikendes ved sikkerhedsdomstolen eller ved den tyrkiske højesteret, så må Danmark støtte, at sagen indklages for den europæiske menneskerettighedsdomstol.
- Der må sendes en officiel dansk delegation til retssagen den 19. september. Dette her handler ikke kun om Kemal Koc, men om menneskerettigheder.

Søren Søndergaard mener, at Kemal Koc-sagen bør udløse omfattende danske initiativer for at presse på for overholdelse af menneskerettighederne i Tyrkiet. Han nævner et dansk afbud til en militærøvelse i Tyrkiet i september.
- Det vil være absurd, hvis danske militærfolk øver krig med tyrkiske militærfolk samtidig med at en militær dommer dømmer en dansker for at have gjort brug af sine demokratiske rettigheder, slutter Søren Søndergaard.

Webmaster
Siden er sidst opdateret d. 25-09-1996