Enhedslisten var ikke en del af flertallet bag budgettet for 2008. Vi sagde nej til et budgetforlig, fordi flertallets forslag lagde op til besparelser på 80 millioner kroner.
Kommentar af Rikke Lauritzen. gruppeformand for EL's gruppe i Borgerrepræsentationen og Morten Kabell, sekretær for Enhedslisten-København.
Nu begynder besparelserne at vise sig. Og de gør ondt. Vi kan desværre kun
sige: "Hvad sagde vi?"
Socialdemokraterne, de Radikale og SF må tage ansvaret for at pengene i Socialforvaltningen ikke rækker til de opgaver, der er. Og de tre partier kan ikke undskylde sig med at de ikke vidste noget.
Enhedslisten og de organisationer der arbejder socialpolitisk i København, advarede i august og september mod at indgå et budgetforlig, der ville betyde besparelser. Men S, SF og de Radikale var ligeglade. Der var ellers penge nok i kommunekassen til at fjerne besparelserne og sikre at der var penge nok.
Enhedslistens socialborgmester, Mikkel Warming, har ageret som han skulle i
situationen: Som politiker har han peget på behovet for flere penge og arbejdet koncentreret for at skaffe dem. Som borgmester har han ledet forvaltningen i arbejdet med at gøre forringelserne så små som muligt. Som borgmester har han ledet forvaltningen i at have den bedst mulige økonomistyring, så man ikke kunne beskylde den eller ham for ikke at have styr på pengene.
Styr på pengene er der - der er bare for få af dem til at klare de opgaver forvaltningen skal klare. Og man kan ikke spare 80 millioner kroner uden at det gør ondt.
Dét har Enhedslisten advaret imod hele tiden. Dét har Mikkel Warming advaret imod hele tiden. Dét var en af hovedårsagerne til at Enhedslisten ikke var en del af flertallet bag budgettet for 2008.
Det ville klæde Socialdemokraterne og deres flertalsallierede på Rådhuset at erkende deres udelte ansvar for nedskæringerne. For det er de tre partier og ingen andre der er skyld i besparelserne.